FC København har netop præsenteret Elias Achouri som ny mand i den hvide trøje, og ifølge Peter “PC” Christiansen er han en markant profil i Superligaen.
24-årige Elias Achouri er netop rykket fra Viborg FF til FC København, hvor han har skrevet under på en fireårig aftale.
Salget er det største i Viborg FF’s historie, og tilgangen glæder FCK-sportsdirektør Peter Christiansen, der giver ham rosende ord med på vejen.
“Vi betragter Elias som en af Superligaens mest markante og interessante profiler,” udtaler “PC” til fck.dk og fortsætter:
“Han beviste i seneste sæson sit niveau og udviklede sig hele tiden positivt i retning af at blive en spiller, der kan afgøre kampe for sit hold,” lyder det fra FCK-bossen.
Achouri nåede samlet set at optræde 28 gange for Viborg FF, hvor han kvitterede med seks mål og ni assists.
Han har desuden repræsenteret Tunesien fem gange.