
FC København-spilleren Elias Achouri har ikke gang i den bedste sæson, og det er ikke nogen god følelse at vide, at man kan give mere til holdet, siger han.
Torsdag aften tabte FC København med 1-0 til Chelsea, og søndag blev man besejret med 3-2 af Viborg FF.
Offensivspilleren Elias Achouri er én af flere, der er inde i en skuffende periode, og han er da også selv bevidst om, at han kan levere mere.
“Det er den værste følelse, at jeg ved, at jeg kan give så meget mere til holdet. Lige nu giver jeg ikke noget til holdet, så selvfølgelig er følelsen ikke god,” siger han til bold.dk og uddyber:
“Men fodbold er også kollektivt, og jeg kan ikke gøre alt alene. Hvis jeg gør det godt, og vi vinder, så er det ikke Elias, der vinder, det er FCK, som vinder. Nu taber vi, og så er det ikke Elias, der taber, men FCK,” forklarer Achouri.
“Følelsen er lort, og nu skal jeg bare arbejde endnu mere og hårdere for at komme tilbage,” lyder det fra FCK-spilleren.
FC København indtager en aktuel 2. plads i Superligaen.