
Premier League-topklubben Manchester City er angiveligt nået til enighed med Erling Håland om en kontrakt, der vil gøre angriberen til ligaens bedst betalte spiller. Det skriver Daily Mail.
Der har længe floreret mange rygter om Borussia Dortmund-kometen Erling Håland, som efter alt at dømme kommer til at forlade Bundesliga-storklubben til sommer.
I den forbindelse har adresser som Bayern München, Chelsea, FC Barcelona og Real Madrid været nævnt, men nordmanden er nu blevet enig med sin fars gamle arbejdsgiver.
Den engelske avis Daily Mail skriver, at Manchester City og Håland er blevet enige om en aftale, der forgylder den norske landsholdsspiller.
Han vil således komme til at tjene ca. 4,9 millioner kroner om ugen, hvis han skriver under, og det vil gøre ham til den bedst betalte spiller i Premier League.
21-årige Erling Håland vil dermed komme til at følge i sin fars fodspor, idet Alf-Inge Håland tørnede ud for de lyseblå fra 2000-2003.