Fulde navn: Michel François Platini

Født: 21. juni 1955

Landskampe/mål: 72 (41)

Verdensmesterskaber: 0

Europamesterskaber: 1 (1984)

Klubber: AS Nancy, Saint-Etienne, Juventus

Ligakampe/mål i alt: 429 (224)

Klubtrofæer:

AS Nancy: Pokalmester 1978

Saint-Etienne: Fransk mester 1981

Juventus: Italiensk mester: 1984, 1985. Pokalmester 1983. UEFA Cup-vinder 1984.

De første år

Michel Platini begyndte sin fodboldkarriere i AS Jœuf som 11-årig i 1966. Efter at have klaret sig godt i en ungdomskamp mod Metz, fik Platini chancen for et skifte til favoritholdet, men prøvetræningen i Metz var tæt på at sætte en alt for tidlig stopper for Platinis spirende karriere. En medicinsk test endte med, at Platini besvimede. Diagnosen lød på åndedrætsbesvær og et dårligt hjerte, og han måtte derfor vende tilbage til amatørfodbolden i AS Jœuf. Senere fik han dog muligheden for at vise sit værd i de professionelle rækker, da han skiftede til AS Nancys reservehold i 1972.

Gennembruddet – fra fast mand til verdensstjerne

Her skulle Platini vise at gøre et stort indtryk, og i de første sæsoner i klubben blev han, på trods af alvorlige skader og en nedrykning til den anden bedste række, hurtigt betragtet som klubbens bedste spiller. Det resulterede i en udtagelse til OL i 1976, og en efterfølgende professionel kontrakt med Nancy. Platinis status i Nancy voksede gennem de næste sæsoner, hvor han ud over en udnævnelse til anfører, fik debut på A-landsholdet og deltog i VM i 1978.

Da kontrakten med Nancy udløb i 1979, var Platini en ombejlet herre, og valgte at skrive kontrakt med storholdet Saint-Etienne. Platini fik tre år i den grønne trøje, og nåede at vinde et fransk mesterskab, og var to gange i pokalfinalen, begge gange dog med et nederlag som udfald. Den sidste kamp for Saint-Etienne var pokalfinalen i 1982, hvor Paris Saint German løb af med sejren.

Herefter valgte Michel Platini at skifte hjemlandet ud med italienske Juventus. Franskmanden skulle få en svær første tid i Juventus, der bestod af flere af de italienske verdensmestre fra det netop overståede VM. Han var tæt på at forlade klubben i vinterpausen, men valgte i stedet sammen med polske Boniak at bede træneren om at ændre taktik. Det lykkedes, og Platini skiftede reserverollen ud med en nøglerolle hos ‘Den gamle dame.’

Han blev topscorer i Serie A tre sæsoner i træk, og nåede at vinde alt hvad der er værd at vinde med Juventus, inklusive to italienske mesterskaber, en Europa Cup og blev kåret som Europas bedste spiller tre år i træk, fra 1983-85, lige som World Soccer Magazine kårede ham som verdens bedste i 1984 og 85. Platini valgte som 32-årig at stoppe karrieren, og spillede sin sidste kamp for Juventus i sommeren 1987.

Landsholdet

Platini deltog første gang i en slutrunde i 1978, da han tog med Frankrig til VM i Argentina. Han skulle senere blive en af de vigtigste spillere på det franske landshold nogensinde, og han deltog i yderligere to VM-slutrunder. I 1982 og i 1986, hvor han som anfører ledte franskmændene til en overraskende bronzemedalje, i en sejr over Vesttyskland.

Den største triumf kom dog i 1984, hvor han blev topscorer med ni mål og kunne hæve trofæet på hjemmebanen i Frankrig.

Tiden efter bolden på banen

Michel Platini fik blot et år efter at have stoppet karrieren, chancen som træner på allerhøjeste niveau, da den franske landstræner Henri Michel blev fyret, efter en katastrofal start på kvalifikationsturneringen til VM 1990. Det lykkedes ikke i første omgang at omsætte den store erfaring som spiller til resultater som træner, og VM i Italien blev uden fransk deltagelse. Platini blev dog ved roret, og skulle også få succes som træner, da det på vej til Europamesterskabet i 1992 lykkedes at være ubesejret i 19 kampe i træk. Platini blev af World Soccer Magazine kåret som årets træner, men da slutrunden i 1992 endte med et tidligt exit, valgte Platini at trække sig som træner, og har ikke siden valgt at prøve kræfter med trænergerningen.

I stedet valgte han at koncentrere sig om organisationsarbejde, og var med til at arrangere VM 1998 i Frankrig. Siden 2002 har han været medlem af UEFA’s eksekutiv komite, og i 2006 blev han valgt til præsident for UEFA.

Skrevet af Michael Elgaard