Klubportræt: Chelsea FC - fremtidens stormagt?

TotalBold.dk's skribent, Claus Nielsen, har pustet støvet af Chelsea-historiebøgerne. Han giver et yderst interessant tilbageblik samt kigger på, hvordan Chelsea ender som en seriøs fodbold-stormagt.

Når man hører navnet Chelsea Football Club, ved alle, hvilken klub der tales om. En klub som på trods af en historie, der strækker sig over 100 år, er ganske jomfruelig indenfor det, at vinde den bedste liga i landet, hvor fodbolden efter sigende blev ”opfundet” for over 100 år siden.

Med kun tre liga-titler i løbet af så mange år, kan det undre en at klubben er så kendt. Men med den mest omtalte russer i England i nyere tid, Roman Abramovich, og hans penge, kan dette give klubben det sidste skub de mangler for at kunne markere sig for alvor i Europa, og mon ikke snart tiden er kommet til at vippe det næsten egenrådige trekløver, Manchester United, Liverpool og Arsenal, af pinden, som konger af England.

De første spæde år
I starten af det 19. århundrede var fodbolden, stadig ung af alder, en sport, der primært blev praktiseret i den nordlige del af England, men en mand skulle få en afgørende rolle for at London også kom på landkortet i form af en fodboldklub baseret i landets hovedstad.

Gus Mears var manden med en plan. Den plan inkluderede et stykke land, han ejede, hvorpå et ældre atletikstadion ved navn Stamford Bridge lå. Dog var drømmen en overgang ved at briste, da han fik et tilbud på grunden, som han var tæt på at takke ja til. Dog ændrede han mening i ellevte time og således gik byggeriet i gang i det, også dengang fashionable, Chelsea-kvarter.

Med et nyt stadion undervejs, spurgte han ejeren af Fulham, der dengang som i dag, spillede på Craven Cottage om ikke de ville flytte ind på det nye stadion, men de takkede nej, og Gus Mears var i vildrede, og i stedet for at have stadionet til et hold, ville Mears have holdet til et stadion.

Den 14. marts 1905 mødtes Gus Mears med en række andre folk på en lille pub ved navn ”The Butchers Hook”, hvor dagsorden var, at man skulle finde på et navn til den nye klub. Adskillige navne blev i løbet af samtalen bragt på banen: Stamford Bridge FC, Kensington FC og det lidt mere kuriøse: London FC. Men på grund af stadionets beliggenhed i Chelsea-kvarteret, var der kun et enkelt navn til den nye klub, Chelsea FC.

Således med et nyt stadion og ny klub, skulle Chelsea ellers have spillet i den sydlige engelske liga, men grundet en modvillighed fra andre hold, gik Mears øjeblikkelig i gang med projektet: Den stærke nordlige liga.

På trods af en række mindre imponerende resultater i starten af klubbens historie, blev interessen for klubben større og større, og allerede i den første sæson, kunne der registreres i omegnen af 67.000 mennesker til en kamp mod Manchester United, og allerede i anden sæson kunne klubben se frem til at rykke op i divisionen over den daværende.

Som i nutiden begyndte Chelsea FC allerede i de unge dage at skrive kontrakter med stjerner, og hvad man nok vil kalde for ”kendte boldspillere”. Således var den allerførste målmand mellem stængerne for Chelsea en stor og omfangsrig mand ved navn Willie ”Fattie” Foulke. En kæmpe mand, med et lige så stort had til alle angribere og dommere for den sags skyld.

George Hilsdon; en mand, der blev kendt i klubben som: ”The Gattling Gun”. Grunden til dette øgenavn var hans 107 mål efter seks sæsoner, og i hans minde er der den dag i dag en vejrhane modelleret efter ham på Stamford Bridges top.

Mange, både danskere, englændere og alle andre, ved hvem Peter Schmeichel er. Umådelig populær keeper for United op gennem 90’erne. Manden blev kaldt for ”The Great Dane”, hvad mange måske ikke ved, er at udtrykket ”The Great Dane” første gang blev brugt i forbindelse med en anden dansker ved navn Niels Middelboe, som gennem otte år på Stamford nød publikums hyldest som den første ”store dansker” i engelsk fodbold. Disse spillere gav allerede dengang Chelsea problemer ved indgangene til stadion. Flere gange inden første verdenskrig kunne man således registrere over 50.000 til hjemmekampe over længere perioder.

Op gennem 1910’erne, 20’erne, 30’erne, 40’erne og 50’erne kunne klubben adskillige gange lugte klubhistoriens første titel, men det var nu mere stadionet, der kunne lugte guld i diverse turneringer, således også i 20’erne, da Stamford Bridge tre år i træk lagde græs til FA Cup’en, inden det gamle Wembley blev bygget.

Den første titel efterfulgt af flere, men problemer venter
Op til påsken i år 1955 havde Chelsea spillet godt. Faktisk bedre end godt. I sandhed så godt at de lå fire point foran Wolves, der som regerende mestre var den nærmeste konkurrent til titlen, og de to mandskaber mødtes på ”The Bridge”. 75.000 mennesker var vidner til hvad der kunne blive en kamp uden underholdning mellem de førende hold, men i løbet af det sidste kvarter, blev der fra den engelske landsholdskaptajn fra Wolves , Billy Wright, spillet håndbold i deres felt, og mens dommeren ikke så det, fik linjedommeren gjort opmærksom på det, Chelsea scorer og vinder kampen, og efter sidste spillerunde kunne de lade sig hylde som mestre i England, men da de sæsonen efter sluttede som nummer 16, var en periode i klubbens historie slut, da de i 1955, hvor de vandt titlen, havde baseret deres triumf på aldrende spillere, der ikke kunne klare mere og derfra gik det endnu en gang ned ad bakke for holdet og klubben sagde goddag til en årrække af ”Lige-ved-og-næsten” FA Cup-finalepladser.

Først i 1970 skulle Chelsea imidlertid vise sig som vindere igen, denne gang som FA Cup-vindere over Leeds, der på daværende tidspunkt var det største hold i England, og med sejren og en 3. plads i ligaen, kunne Chelsea igen koncentrere sig om de store hold, da Real Madrid ventede i Grækenland med finalen i Cup Winner’s Cup. Over to kampe, hvor holdene havde skiftedes til at dominere en kamp, for siden at det andet hold indhentede dem, kunne Chelsea for første gang løfte et europæisk trofæ, men intet trofæ til Chelsea uden problemer. Stamford Bridge var ikke længere et stadion, der var europæiske triumfatorer værdig, men massive problemer med bygningen resulterede i en langside, der blev færdiggjort et år efter planen og klubben stod nu med en gæld på over 1.3 millioner pund, og på trods af en 21-0-sejr over et luxemburgsk hold, hvilket den dag i dag stadig rekord-sejr i Europa, røg man i efterfølgende runde ud til et upåagtet svensk hold, og starten til en dårlig periode kunne begynde.

Lys for enden af tunnelen
Efter at have fået økonomiske midler til rådighed kunne Glenn Hoddle, holdets nye manager, for første gang i klubbens historie købe spillere for over 1 million pund, da blandt andre Dennis Wise blev ny Chelsea-mand. Dog dette til trods kunne holdet ikke komme til titler, men en tidligere spiller, Ruud Gullit, kunne det, ingen andre havde gjort de sidste 26 år, nemlig vinde en titel.

Gianluca Vialli, Roberto Di Matteo, Frank Lebeouf og Gianfranco Zola. Navne som enhver Chelsea-mand kan erindre. Disse spillere var med til den første titeltriumf, og disse spillere skulle, grundet den på daværende tidspunkt nye regel i international fodbold, Bosman-dommen , få nogle nye klubkammerater i form af Gustavo Poyet og Tore Andre Flo. Senere kom blandt andre Ed de Goey og da Gullit ikke kunne få underskrevet en ny kontrakt, kunne en anden spiller, Vialli, træde til, og han skulle kun bruge to måneder for at have givet Chelsea to trofæer i retur for sin ansættelse, hvoraf Cup Winner’s Cup-trofæet, der blev vundet i Oslo, var det mest prestigefyldte af disse to.

Årtusindeskiftet - Nu bliver det alvor
Sæsonen, der markerede alles indtrædelse i det nye årtusinde, markerede samtidig Chelseas debut i Champions League. Og klubben skulle ikke bruge mere end den ene chance til at blive den engelske klub, som er kommet længst i sin debut i den fineste turnering i klubregi. Ydermere kunne Chelsea lukke og slukke på det gamle Wembley, med en sejr i FA Cup’en, da de på mål af Di Matteo vandt over Aston Villa.

Siden Wembley blev revet ned er der sket meget. Trænere er blevet fyret eller har selv taget deres tøj og rejst fra klubben. Men uanset hvad, har den mest succesfulde periode i klubbens historie været efter 99/00-årsskiftet.

Nu er det lidt over fem år siden Roman Abramovich købte klubben, og med sine mange olie milliarder har han købt spillere for astronomiske summer, hvilket har resulteret i engelske mesterskaber, med ”The Special One”, José Mourinho, bag roret. Ingen tvivl om, at han har formået at sætte lidt skik på klubben, men eftersom han aldrig nåede at få klubben til tops i Europa, blev en gensidig opsigelse af kontrakten en realitet, og til trods for Avram Grants forholdsvis succesfulde periode med en 2. plads i Premier League, samt ligeledes en 2. plads i Champions League, er der en ny konge i London, og manden er brasilianer. Navnet er Luiz Felipe Scolari.

Spørgsmålene trænger sig altid på, når en ny mand overtager trænersædet, og som altid er ambitionerne skyhøje i de største klubber i Europa. Derfor presser følgende spørgsmål sig på:

Kan han gøre klubben til den største på den europæiske scene, og kan han give sig selv det eftermæle som en af de mest succesfulde trænere i nyere tid?

Mit svar vil være ”ja”. Hvis han formår af få det stjernespækkede mandskab til at ofre sig de sidste 5-10 %. Derudover skal han sørge for at få det optimale ud af midtbanen, da dette er grundstenen på holdet, hvis der falder orden på disse faktorer, bør Chelsea kunne nå helt til tops.

Kommentarer

Der er ikke skrevet kommentarer.

Kommentér

Du skal logge ind for at kommentere.

Vurderinger

Du skal være registeret bruger for at kunne vurdere en tekst.

Log ind eller meld dig til.

Teksten er ikke vurderet.