Наши партнеры

Menu



Referat: Premier League 13. Runde

Engelsk fodbold

I denne trettende runde af Premier League lagde Tottenham lidt afstand til nedrykningsstregen, da Wigan sikkert blev besejret. Tim Cahill sørgede med et flot mål for, at Everton fik point med hjem fra Stamford Bridge, mens Arsenal med en sejr over Reading fortsat topper ligaen. Vi bringer referater af alle rundens opgør.

Sunderland – Newcastle

I rundens første opgør kom oprykkerne fra Sunderland bedst fra start. Første halvleg endte uden scoringer, men kort tid inden i anden halvleg bragte Danny Higginbotham værterne foran 1-0. Udeholdet svarede dog forholdsvis hurtigt igen. James Milner udlignede i det 65. minut, og kampen var helt åben igen. Der var dog ingen af de to hold, der formåede at lukke kampen, der dermed endte uafgjort 1-1.

Derby – West Ham

Derby får efter al sandsynlighed en meget svær sæson. Efter oprykningen til Premier League har holdet haft svært ved at følge med i det noget højere tempo. Kampen mod West Ham blev heller ikke nogen succes. Lee Bowyer startede, hvad der skulle vise sig at blive en storsejr til udeholdet, da han i det 42. minut scorede til 0-1. Matthew Etherington øgede denne føring i anden halvleg, og Eddie Lewis gjorde det til 0-3, da han var uheldig at score selvmål. Senere kom Lee Bowyer på scoringstavlen igen, inden Nolberto Solano tyve minutter før slutfløjt scorede til slutresultatet 0-5.

Liverpool – Fulham

Liverpool vandt i midtugen hele 8-0 over Besiktas i Champions League. I kampen mod Fulham scorede Liverpool ikke nær så mange mål, og sejren var heller ikke så sikker. Vi skulle helt frem til ni minutter før tid, før det lykkedes for hjemmeholdet at komme i front. Det var den spanske angriber Fernando Torres, der scorede målet. Fire minutter senere blev kampen lukket, da anfører Steven Gerrard på et straffepark scorede til slutresultatet 2-0.

Birmingham – Aston Villa

Danske Martin Laursen var med i hele kampen for Aston Villa, der gæstede oprykkerne fra Birmingham. Det startede bedst for udeholdet. I det 9. minut havde hjemmeholdets Liam Ridgewell den tvivlsomme ære at bringe gæsterne foran 0-1. Birminghams Mikael Forssell fik udlignet, men i kampens afslutning sikrede Gabriel Agbonlahor udeholdet en sejr på 1-2. Det var en dramatisk kamp, hvor hjemmeholdet to gange appellerede for straffespark, men Steve Bennets fløjte var tavs i begge situationer.

Chelsea – Everton

Chelsea var hjemme på Stamford Bridge spilstyrende mod Everton. The Blues havde dog problemer med at få omsat det store overtag i spillet til mål, men med tyve minutter tilbage af opgøret lykkedes det. Didier Drogba kunne heade bolden i mål efter et hjørnespark. Det så nu ud til, at Chelsea ville køre denne sejr hjem, men i kampes næstsidste minut lykkedes det alligevel for gæsterne at få point med hjem. Tim Cahill kunne fra tæt hold sparke bolden ind bag Chelsea-keeper Carlo Cudicini med et flot saksespark, til resultatet 1-1.

Tottenham – Wigan

Inden rundens kamp mod Wigan havde Tottenham ikke vundet er kamp i Premier League siden den 18. august, da Derby blev slået 4-0. Det skulle de forsøge at ændre på i denne kamp, og det startede godt for hjemmeholdet. Jermaine Jenas scorede først til 1-0 i det 13. minut, og 13 minutter senere havde han også gjort det til 2-0. Aaron Lennon gjorde det til 3-0 inden dommeren fløjtede til pause. På dette tidspunkt var håbet for at komme tilbage i opgøret meget lille for Wigan, og Darren Bent lukkede fuldstændig kampen, da han i det 72. minut scorede til 4-0. Det blev også resultatet af kampen, og Tottenham kunne dermed ligge lidt afstand til nedrykningsstegen.

Manchester United – Blackburn

Manchester United leverer i øjeblikket godt fodbold, og kampen mod Blackburn skulle de forsøge at bygge videre på dette. Specielt Cristiano Ronaldo har på det seneste fundet storformen og i kampen mod Blackburn var det også portugiseren, der var i fokus. I det 34. minut scorede han til 1-0, og blot et minut senere havde han også gjort det til 2-0. I anden halvleg blev David Dunn udvist, efter han modtog sit andet gule kort. United formåede dog ikke at udnytte dette til at komme yderligere foran, og da heller ikke Blackburn formåede at score endte kampen 2-0.

Bolton – Middlesbrough

Rundens store bundbrag stod mellem Bolton og Middlesbrough. Det er to af de klubber, der har leveret den største skuffelse dette efterår, og det ville begge hold naturligvis gerne rette lidt op på i denne kamp. I første halvleg var der dog ikke nogen af holdene, der fik bevist noget. Trods muligheder til begge hold blev der ikke scoret. I anden halvleg forsøgte begge hold, men det lykkedes ikke. Bundkampen endte uden scoringer, 0-0.

Portsmouth – Manchester City

Både Portsmouth og Manchester City har fået en god start på denne sæson. Begge holds forvar har dog været gavmilde indtil videre, men i denne kamp blev der lukket godt af i begge ender. Hjemmeholdet havde de fleste muligheder, mens det var Manchester City, der havde spilovertaget. Det lykkedes dog hverken for Portsmouth eller City at få scoret i opgøret, der derfor endte med en pointdeling, 0-0.

Reading – Arsenal

Rundens sidste opgør blev spillet mandag aften. Hjemmeholdet stod fra starten af kampen langt nede på egen banehalvdel, og det gav Arsenal problemer med at bryde igennem. Det lykkedes dog for udeholdet at komme foran ved Flamini. I anden halvleg kom The Gunners også foran 0-2. Det var denne gang Emmanuel Adebayor der efter nydelige kombinationer med Fabregas kunne score. Tolv minutter før tid blev det også 0-3, da Hleb scorede. Her var kampen lukket, men efter to forsøg på træværket lykkedes det for hjemmeholdets Nicky Shorey at reducere til 1-3, hvilket blev kampens resultat.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu