Наши партнеры

Menu



Optakt: Primera Division 29. Runde

Spansk fodbold

I aften klokken 20.00 bliver 29. runde af Primera Division sparket i gang. I denne runde skal det blive interessant at se, om Laudrup og co. i Getafe kan ride videre på succesbølgen, når de møder Athletic Bilbao. Også den tidligere Getafe-træner, Bernd Schuster behøver point med Real Madrid, hvis madrilerne ikke skal tabe yderligere point i kampen om mesterskabet.

Real Mallorca – Deportivo La Coruna (Spilles lørdag d. 22-03-2008 kl. 20:00)

Hjemmeholdet Mallorca, der med deres seneste nederlag ligger på 13. pladsen, får i aften besøg af Deportivo La Coruna, der på det seneste er kravlet op i tabellen. Især en sejr mod førerholdet Real Madrid har givet Deportivo-mandskabet mod på tilværelsen. Sidst Mallorca og Deportivo mødtes endte opgøret 1-1.

Sevilla – Atletico Madrid (Spilles lørdag d. 22-03-2008 kl. 22:00)

Med andalusiernes seneste 2-1-sejr over Valencia, ligger de i den behagelige ende af tabellen, nemlig på femtepladsen – to point bag netop Atletico Madrid, der i denne sæson er noteret for 13 sejre, med deres seneste 3-0-sejr over Levante. Sevilla må undvære de to skadede Chevanton og Navarro, mens udeholdet mangler Motta og Valera, der ligeledes er skadede. Senest mandskaberne tørnede sammen, endte opgøret 4-3 i Atletico-favør.

FC Barcelona-Valladolid (Spilles søndag d. 23-03-2008 kl. 17:00)

Barcelona har kun fået ét point de seneste tre ligakampe. Dermed er det et hjemmehold i formkrise, der tager imod oprykkerne fra Valladolid. Dog har udeholdet også kun formået, at hente ét point de seneste tre kampe, og det er ikke længe siden, holdet tabte hele 7-0 til Real Madrid. Valladolid har dog ofte formået, at levere en god præstation mod mægtige Barcelona. Således er det kun blevet til en sejr til Barcelona de sidste fem indbyrdes kampe. Tabellen lyver dog aldrig, og ligaens nummer to bør slå nummer 17 på den frygtindgydende hjemmebane, Camp Nou.

Real Murcia – Espanyol (Spilles søndag d. 23-03-2008 kl. 17:00)

Oprykkerne fra Murcia tager klokken 17:00 hjemme på La Condomina imod en af sæsonens positive overraskelser – nemlig Espanyol. Samtidig er det et møde mellem ligaens nummer 19 og seks. Murcia har en helt forfærdelig statistik inden opgøret, da holdet har tabt ni af de seneste ti kampe. Holdet ligger og roder langt under stregen, og det er sidste udkald, hvis de skal sikre sig endnu en sæson i Primera Division. For udeholdet ser det dog fornuftigt ud. Barcelona-holdet ligger på en UEFA Cup-given 6. plads, og har aldrig før tabt til Murcia.

Osasuna – Real Betis (Spilles søndag d. 23-03-2008 kl. 17:00)

Kun to point adskiller morgendagens modstandere i tabellen. Begge hold er stadig involveret i nedrykningsstriden, og kampen i morgen er meget afgørende for begge mandskaber. Fordelen ligger dog hos hjemmeholdet, Osasuna, da de både har hjemmebanefordel, og som regel har godt styr på Betis. Sidste sæson blev det således til en samlet målscorer på 13-1 i Osasunas favør i de to holds tre indbyrdes kampe. Betis har tabt deres to seneste kampe, mens Osasuna er ubesejret de seneste fire. Dermed ligner det en hjemmesejr til Osasuna.

Racing Santander – Recreativo Huelva (Spilles søndag d. 23-03-2008 kl. 17:00)

Efter nederlaget på 2-1 til Getafe i sidste runde, går jagten nu ind på point til at komme nærmere en adgangsgivende 6. plads til UEFA Cuppen for Racing Santander. Samtidig sprudler Recreativo Huelva, da de med en sejr for to runder siden vandt stort over nedrykningstruede Murcia. Det bliver spændende at se, om selvtilliden kan ryste flere point af sig i morgen aften, eller om Racing Santander bliver for stor en mundfuld for de bravt kæmpende Recreativo Huelva.

Levante – Villarreal (Spilles søndag d. 23-03-2008 kl. 17:00)

Jon Dahl Tomassons Villarreal, som i øjeblikket ligger på en komfortabel 3.plads, møder i aften den solide bundprop Levante. Levante har hårdt brug for point, men ser ud til så småt at have udspillet deres rolle i denne sæson. Det bliver interessant at se, om Villarreal kan holde hovedet koldt og frembringe en pligtsejr, eller om Levante kan stikke en kæp i hjulet på drømmene om mesterskabet for Villarreal. Levante møder til kampstart med to nederlag i træk, hvor Villarreal derimod har været ubesejrede i de seneste syv kampe i La Primera.

Real Zaragoza – Almeria (Spilles søndag d. 23-03-2008 kl. 17:00)

Bundholdet Zaragoza tager imod oprykkerne fra Almeria, der på det seneste er dalet i niveau. Holdet lagde ellers ud som lyn og torden, og hentede nogle overraskende sejre, men med holdets seneste uafgjorte resultat mod FC Barcelona, har holdet ikke vundet i deres seneste fire kampe. Hjemmeholdets form er dog langt fra i top, således måtte sidste sæsons tophold gå fra banen med et 2-0-nederlag i bagagen. Derfor tyder meget på, at kampen mellem de to mandskaber kan blive både fugl og fisk.

Real Madrid – Valencia (Spilles søndag d. 23-03-2008 kl. 19:00)

Hovedstadsklubben Real Madrid tager imod midterholdet, Valencia, hvor Raúl og co. kan tage vigtige point i kampen om mesterskabet. Anderledes ser det ud for Valencia, som i øjeblikket ligger nummer 11 i tabellen, med kun fire point ned til nedrykningsstregen. Desværre for Real Madrid sidder både Christoph Metzelder og Ruud van Nistelroy udenfor med skader, mens de til gengæld kan se Sergio Ramos vende tilbage fra sin skade. Selvtilliden er derimod helt i top hos David Villa og resten af mandskabet efter de i torsdags sikrede sig finalepladsen mod Getafe i Copa Del Rey.

Athletic Bilbao – Getafe (Spilles søndag d. 23-03-2008 kl. 21:00)

Michael Laudrups succesbølge af et hold skal, på trods af seks skadede spiller, se om de kan få deres 11. skalp i aften i træk i La Primera mod Athletic Bilbao. En sejr i aften vil betyde vigtige point for Getafe, som vil kunne cementere at nedrykningstruslen er afværget. Til gengæld vil et nederlag til Bilbao betyde, at de igen kan nærme sig de nedrykningstruede hold. Bilbaos cheftræner Joaquín Caparrós må se bort fra de to skadede spillere Ocio og Gabilondo, men vil med Llorente se om de ikke kan komme op på samme antal point som Getafe.

Skrevet af Thomas Mørch, Peter Bruun og Casper Lohse



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu