Наши партнеры

Menu



Champions League-optakt: 2. kamp – Gruppe D

Champions League

I aften skal holdene fra gruppe A-D i kamp for anden gang i Champions League-gruppespillet. I gruppe D tørner Atletico Madrid og Marseille sammen i Madrid, mens Liverpool møder PSV Eindhoven.

Atletico Madrid – Marseille

Efter en glimrende sidste sæson er Atletico Madrid atter at finde blandt deltagerne i Champions League, og de har med sejren i Eindhoven allerede bevist, at de er et hold, man skal tage seriøst. Anført af det argentinske monstertalent, Sergio Agüero, stormer Atletico derudaf. Flere års genopbygning med mexicanske Javier Aguirre i trænerembedet er endelig ved at udbetale sig i store kampe og deltagelse i de turneringer, enhver træner og spiller ønsker at være en del af. Mange hundrede millioner kroner er blevet investeret i spillere som Diego Forlan, Sergio Agüero, Raúl García og Simão, men selvom offensiven ser frygtindgydende ud, er det mest af alt defensiven, der forud for denne sæson er blevet forstærket.

Ved at hente John Heitinga i Ajax og Tomas Ujfalusi i Fiorentina, har man fået skabt noget balance i et forsvar, der gennem de seneste sæsoner har været ikke alene vakkelvornt, men i allerhøjeste grad også i stand til at høste kort. Nu ser alting imidlertid rosenrødt ud for de stribede fra Madrid. Ganske vist tabte man terræn i topstriden i den hjemlige liga med weekendens 0-1-nederlag til Sevilla, men ambitionerne rækker stadig vidt. Næste forhindring er gæsterne fra Marseille, der i denne anden kamp i Champions League, helst skal sendes hjem med en lærestreg som den, man gav PSV i første runde.

Inden transfervinduet var blevet åbnet, havde Arsenal-manager, Arsene Wenger, proklameret, at han ville hente Marseilles ubetinget største stjerne, midtbanekreatøren Samir Nasri. Som sagt, så gjort. I dag træder Nasri græs på Emirates, og det udløste en større kabale i Marseille, der skulle finde en duelig erstatning. Havnebyens stolthed agerede dog fornuftigt på det resterende transfermarked, hvor man nok måtte sige farvel til Djibril Cissé, men samtidig hentede Bakary Koné i Nice og Hatem Ben Arfa i Lyon. Sæsonen er da også blevet indledt på hæderlig vis, og man har stadig sit første nederlag til gode efter tre sejre og fire uafgjorte opgør.

Første opgør i denne Champions League-kampagne blev tabt hjemme på Stade Velodrome med 1-2 til Liverpool, men selvom franskmændene vil være opsatte på at viske den plet væk, ser det unægtelig svært ud mod et efterhånden sammenspillet og bredt Atletico-hold, der vil give hjemmepublikummet en oplevelse i denne tilbagevenden til europæisk topfodbold. Skal der hentes point for Marseille, skal de iscenesætte deres hurtige angribere over for Atleticos backs, der heller ikke endnu i denne sæson har fundet et kontinuerligt højt niveau.

Forventede startopstillinger:

Atletico:

Coupét

Seitaridis – Heitinga – Ujfalusi – Pernia

Rodrigues – Maniche – García – Garcia

Agüero – Pongolle

Marseille:

Mandanda

Bonnart – Hilton – Zubar – Taiwo

Ziani – Cheyrou – Cana – Valbuena

Ben Arfa

Niang

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Atletico Madrid har meget at bevise over for fans og i forhold til egne målsætninger, og kampen i Eindhoven har med garanti givet mod på mere. På trods af en ikke synderligt skræmmende hjemmebanestatistik vinder Atletico kampen 2-1.

______________________________________________________________________________

Liverpool – PSV

Endelig ser det ud til at gå den rette vej for Rafael Benitez og hans udvalgte. Klubben topper sammen med Chelsea den engelske Premier League, og et godt tegn på, at de gør tingene rigtigt i denne sæson, har været derby-sejren over Manchester United, som man ellers ikke havde formået at slå i ligaen siden 2004. Kombinationsspillet har endnu ikke nået et maksimalt niveau hos de røde fra havnebyen, men til gengæld har de været i særklasse i det defensive arbejde samt i pres- og generobringsspillet.

Succesen er indtil videre tilskrevet en enorm arbejdsiver, og det vil derfor også være ventet, at PSV sættes under et gevaldigt tryk i aftenens kamp. Desuden har Liverpool Fernando Torres tilbage i målscorerens rolle, efter at han i weekenden blev matchvinder med to mål mod bysbørnene og ærkefjenderne fra Everton. Sammen med Steven Gerrard og kanterne Dirk Kuyt og Albert Riera skal han forsøge at åbne en hollandsk defensiv, der allerede inden kampen har udtryk en enorm respekt for Liverpools forreste spillere. Således mener PSV’s Carlos Salcido, at Liverpools offensiv er en af øjeblikkets mest skræmmende, og at det vil kræve en fuldkommen fokuseret indsats at tage point med hjem fra Anfield.

PSV følger i vanlig stil med i toppen af Æresdivisionen i Holland, hvor man har hentet fem af de seneste syv mesterskaber. Forud for denne sæson har man dog sagt farvel til en meget tungtvejende årsag til de mange mesterskaber i skikkelse af den brasilianske målmand Heurelio Gomes, som nu er at finde i Tottenham. Bortset fra et nederlag til AZ Alkmaar er man dog kommet fra start med lutter sejre, selvom man ikke har hentet dem på lige så overbevisende manér, som tidligere set. Kun syv mål scoret i fire kampe, hvoraf de fem af dem faldt i den indledende rundes sejr over danskerklubben Utrecht.

Champions League har indtil videre heller ikke været nogen trøst for klubben, hvor man i første runde måtte lide et genlydende nederlag på 0-3 hjemme til Atletico Madrid. Ej heller i de hollandske medier bobler man af optimisme. Her er der nemlig blevet givet udtryk for, at PSV skal prise sig lykkelige over at komme med i UEFA Cuppen, fordi de er havnet i en gruppe, hvor modstanden simpelthen er for uoverskuelig. Skal PSV have nogen som helst forhåbninger om nogen af delene, skal de dog til at høste point, og jagten sparkes i gang i aften på Anfield.

Forventede startopstillinger:

Liverpool:

Reina

Arbeloa – Carragher – Skrtel – Dossena

Kuyt – Gerrard – Alonso – Riera

Torres – Keane

PSV:

Isaksson

Kromkamp – Marcellis – Salcido – Brechét

Mendes – Simmons – Wuytens

Lazovic – Koevermans – Dzsudzsak

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Anfield Road er at regne for noget af en fæstning for Liverpool, hvorfor de må vurderes til at stå stærkest. En hjemmesejr mod PSV på 2-0 kan være i vente.

Skrevet af Peter Nielsen.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu