Наши партнеры

Menu



Champions League-optakt: 2. kamp – Gruppe A

Champions League

I aften skal holdene fra gruppe A-D i kamp for anden gang i Champions League-gruppespillet. I gruppe A skal rumænske CFR Cluj prøve kræfter med engelske Chelsea, mens Roma møder franske Bordeaux.

CFR Cluj – Chelsea

Chelsea fik noget nær en perfekt start på gruppespillet, da man hjemme på Stamford Bridge besejrede franske Bordeaux med hele 4-0. Alligevel mente manager, Luiz Felipe Scolari, at hans hold lavede for mange fejl, men resultatet kan portugiseren næppe være utilfreds med. I ligasammenhæng ser det også fornuftigt ud for London-klubben, der efter seks kampe er placeret på førstepladsen i Premier League med 14 point, det samme antal som Liverpool. Chelsea er samtidig ubesejrede i denne sæson, og i weekenden gik det ud over Stoke, der blev besejret 2-0.

CFR Cluj leverede noget af en overraskelse i deres første gruppekamp, da de på udebane hentede en 2-1-sejr over italienske Roma. Cluj kom ellers bagud efter 17 minutters spil, men Juan Emmanuel Culio vendte billedet, og sikrede rumænerne de tre point. I den hjemlige liga går det ikke ligeså godt for Cluj, der forsøger at hænge på i toppen. Efter ni kampe er holdet placeret som nummer fem med 15 point. Det er syv point mindre end ligaens førerhold, Poli AEK Timisoara.

På papiret er der ingen tvivl om, at Chelsea er bedst, men Cluj er et hold med selvtillid efter den flotte sejr over Roma, og skal ikke undervurderes. Luiz Felipe Scolari tager heller ikke noget for givet.

”Alle kampe er meget svære og dette hold er mere selvsikkert end nogensinde, fordi de slog Roma i Rom. De er nået til denne turnering, fordi de har gode spillere, fordi de er noget anderledes end de andre hold i Rumænien og fordi de er mestre. De skal have respekt,” udtaler portugiseren til klubbens hjemmeside.

Chelsea må til kampen undvære Joe Cole, Michael Essien, Ricardo Carvalho og Deco, mens Didier Drogba vender tilbage i Champions League-truppen efter at have afsonet sin karantæne for det røde kort, han fik i sidste sæsons finale mod Manchester United. Hjemmeholdet ser ud til at kunne stille i stærkeste opstilling.

.

Forventede startopstillinger:

CFR Cluj:

Stancioiu

Tony – Cadu – Galiassi – Pereira

Trica – Dani – Muresan – Culio

Kone – Dubarbier

Chelsea:

Cech

Bosingwa – Terry – Alex – A. Cole

Ballack – Mikel – Lampard – Malouda

Kalou – Drogba

TotalBold.dk’s bud på kampen:

CFR Cluj er fyldt med selvtillid inden aftenens opgør mod de engelske giganter, og vil komme ud med alt hvad de har, for at levere et nyt, flot resultat. Chelsea ser dog meget stærke ud i øjeblikket, og bliver en stor mundfuld for rumænerne. TotalBold.dk tror ikke på en ny overraskelse, og holder derfor på en 2-0-sejr til gæsterne.

______________________________________________________________________________

Bordeaux – AS Roma

Franske Bordeaux skal i aften hjemme på Stade Chaban-Delmas i kamp mod Roma. De to mandskaber har aldrig krydset klinger før i Champions League, hvorfor der er tale om historie, når de mødes.

Bordeaux fik den værst tænkelige start på denne CL-sæson, da man i holdets første kamp tabte hele 4-0 til de engelske giganter, Chelsea. I aften gælder det Roma, som er en lidt mindre mundfuld, men holdet skal fortsat levere en pragtpræstation, hvis de skal tage point fra gæsterne.

Roma tabte overraskende til de for mange ukendte, CFR Cluj, i deres første CL-opgør i denne sæson. Romerne har leveret svingende resultater på det seneste, men på papiret ser de stærkere ud end aftenens modstander.

Forventede startopstillinger:

Bordeaux:

Ramé

Placente – Diawara – Henrique – Chalmé

Diarra

Wendel – Gouffran – Gourcuff

Cavenaghi – Chamakh

AS Roma:

Doni

Cicinho – Loria – Panucci – Riise

De Rossi

Menez – Aquilani – Perrotta – Taddei

Vucinic

Totalbold.dk’s bud på kampen:

AS Roma har som tidligere beskrevet ikke leveret forbløffende gode resultater på det seneste, derfor kan de ikke tage noget for givet, når de møder Bordeaux, som bestemt ikke skal undervurderes. Franske hold spiller meget teknisk og et øjebliks uopmærksomhed bliver prompte straffet. Vi tror, at AS Roma må nøjes med et enkelt point i aften, og kampen derved ender 2-2.

Skrevet af Pernille Nielsen og Casper Lohse.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu