Наши партнеры

Menu



Optakt: FC Midtjylland – OB

Dansk fodbold

OB kan statistisk set stadig nå at vinde SAS Ligaen, men det vil kræve en stærk arbejdsindsats og en meget, meget stor portion held. Fynboerne vil med garanti sætte alle kræfter ind mod FC Midtjylland, når holdet gæster SAS Arena søndag klokken 17.

FC Midtjylland ligger på en sikker fjerdeplads med 51 point, når holdet ramler sammen med OB søndag. Midtjyderne tabte deres sidste kamp 1-0, da det lykkedes Esbjergs Jesper Lange at score lige inden første halvlegs slutning. Udover at have det nederlag med i bagagen, så har Midtjylland også mistet deres normale midterforsvarer Winston Reid, som under sidste weekends opgør fik tildelt to gule kort og dermed en udvisning, hvilket udløser karantæne.

OB har modsat Midtjylland en del at spille for. Odenseanerne ligger på en tredjeplads med tre point op til Brøndby på andenpladsen, der led et svidende 4-0-nederlag sidste runde til SAS Ligaens etter, FC København.

Op til kampen har OB endda fået to spillere tilbage fra henholdsvis karantæne og skade. Det drejer sig om den 37-årige Thomas Helveg, der har afsonet sin karantæne og dermed kan spille på sin vante position som højreback. Udover den tidligere Milan-spiller, får OB også den seks år yngre Atle Roar Håland, der forventes at indtage sin plads som midterforsvarer efter sin skade.

Før kick off ønsker FCM-træner Thomas Thomasberg at runde den daværende sæson ordentligt af på hjemmebanen SAS Arena.

“Jeg håber, at vi kan slutte godt af og få overstået en forholdsvis god hjemmebanestatistik. Det ville være rigtig fint at slutte med to sejre over AaB og OB på hjemmebane, men det bliver ikke nogen let kamp,” siger Thomas Thomasberg til klubbens hjemmeside og fortsætter:

“Det bliver en rigtig hård kamp. OB har gjort det fornuftigt hele sæsonen, og de spiller for medaljer, så vi skal spille max, hvis vi skal vinde. Vi skal fighte, og så håber vi, at det bliver god fodbold, og vi vil helt sikkert gribe kampen an offensivt,” siger FCM-cheftræneren og henviser til sidste opgør mellem de to, hvor FC Midtjylland slog OB med hele 4-0.

OB’s cheftræner Lars Olsen forudser en vanskelig kamp mod midtjyderne, eftersom holdet har tabt alle de gange, hvor de har gæstet SAS Arena.

”Det er en svær kamp. Jeg har været på SAS Arena med OB tre gange, og vi har tabt hver gang, og det er generelt længe siden, at OB har vundet deroppe. Men vi må prøve at lave om på det, og vi skal forsøge at lave seks point i de sidste to kampe. Så må vi se, hvordan de andre hold klarer den, og så må vi se den 31. maj, hvordan det hele slutter i tabellen,” forklarer Olsen, som ikke mener, at FCM har været så suveræne på hjemmebane i denne sæson.

”Det er blevet lidt anderledes. På et tidspunkt var de ubesejrede i lang tid deroppe, men de har sat en del point til i denne sæson. Men vores spillestil passer dem måske godt til dem, så vi må se på, hvad vi kan gøre anderledes næste gang, uden at det skal gå ud over vores spilkoncept,” slutter Lars Olsen.

Udover midterforsvarer Winston Reid, så har FC Midtjyllands anfører Mikkel Thygesen også karantæne, mens OB’ernes Anders K. Jacobsen, Jonas Troest samt Timmi Johansen er ude med skader.

Forventede startopstillinger:

FC Midtjylland:

Lasse Heinze

Leon Jessen – Danny Califf – Kristijan Ipša – Jesper Juelsgård

Christian Sivebæk – Gheorghe Florescu – Mads Albæk – Jonas Borring

Jude Nworuh

Frank Kristensen

OB:

Arek Onyszko

Thomas Helveg – Roar Atle Håland – Anders Møller Christensen – Chris Sørensen

Eric Djemba-Djemba

Hans Henrik Andreasen – Henrik H. Hansen – Johan Absalonsen

Peter Utaka – Njogu Demba-Nyrén

TotalBold.dk’s bud på kampen:

FC Midtjylland har dygtige Christopher Poulsen ude, men Jesper Juelsgård har dog vikarieret glimrende. Desuden har midtjyderne SAS Liga-topscoren Frank Kristensen, der kan vende enhver kamp med sine fremragende scoringer.

OB stiller op i noget der ligner stærkeste opstilling, hvilket uden tvivl vil gavne fynboerne. En iskold angrebsduo i Utaka og Demba-Nyrén, en hårdtarbejdende midtbane med bl.a. Henrik H. Hansen og Eric Djemba-Djemba, hvor sidstnævnte har en stor arbejdsradius som defensiv ankermand. Med en sikker sidste skanse som Arek Onyszko, så er det svært for Midtjylland at score. Vi spår en 3-1-sejr til OB.

Skrevet af Peter Christensen



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu