Наши партнеры

Menu



Optakt: Man. United – Man. City

Engelsk fodbold

Manchester United kan tage endnu et skridt nærmere det engelske mesterskab, når Alex Fergusons tropper søndag eftermiddag tager imod lokalrivalerne fra Manchester City.

Efter Liverpools 3-0-sejr over West Ham rykkede Manchester United ned på andenpladsen i Premier League, dog har United spillet to kampe mindre end Liverpool og kan allerede søndag eftermiddag erobre førstepladsen tilbage. Modstanderen, der skal forsøge at forhindre dette i at ske, er lokalrivalerne Manchester City.

Mens Manchester United er på vej imod det tredje mesterskab på stribe, har City ikke haft samme succes. Holdet, der i sommers hentede stjernen Robinho i Real Madrid, er placeret som nummer ti i Premier League.

Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, mener, hans hold har ramt topformen på det helt rigtige tidspunkt. Han udtaler ifølge klubbens hjemmeside:

”Holdet har ramt topformen på det rigtige tidspunkt. City har vundet deres sidste fire kampe, og de har nogle gode spillere, men vi går ind til kampen med en stor portion selvtillid.”

Det første opgør mellem de to klubber i denne sæson endte med en smal United-sejr på 1-0, mens det i sidste sæson lykkedes Manchester City at vinde begge opgør mod rivalerne. Holdets anfører Richard Dunne siger følgende til Manchester Citys hjemmeside:

”Vi vil være glade for et point eller tre på Old Trafford. Vi skal ikke ud og forsøge at forhindre dem i at vinde titlen, for det tror jeg, de vil gøre alligevel. Men vi ønsker at give vores fans noget at juble over, og det her er en chance for at holde fast i vores gode form,” siger City-anfører Richard Dunne ifølge klubbens hjemmeside og fortsætter:

”Vi vandt begge kampe i sidste sæson, så de vil sandsynligvis gå ud for at rette op på dette, men resultatet på Old Trafford sidste sæson giver os selvtillid. Det var en glimrende kamp for vores fans. Det var højdepunktet i vores sæson.”

Manchester United er uden Wes Brown og Owen Hargreaves, der begge er ude med skader. Værre ser det ud for City, der må undvære Daniel Sturridge, Dietmar Hamann, Benjani, Craig Bellamy og Shaun Wright-Phillips.

Forventede startopstillinger:

Manchester United:

Van der Sar

O’Shea – Vidic – Ferdinand – Evra

Fletcher – Carrick – Anderson – Ronaldo

Berbatov – Rooney

Manchester City:

Given

Richards – Onuoha – Dunne – Bridge

Ireland – De Jong – Kompany – Petrov

Caicedo – Robinho

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Disse lokalopgør er berømte for at være uforudsigelige, og Citys to sejre i sidste sæson er et godt bevis på dette. Dette er dog en ny sæson, og med tanke på, at Manchester United er på vej mod det engelske mesterskab og derudover lige har spillet sig i finalen i Champions League, så ser det svært ud for City at få point med fra Old Trafford.

Vi tror, at United vil tage et skridt nærmere mesterskabet ved at besejre lokalrivalerne med 2-1.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu