Наши партнеры

Menu



Ronaldo skød Manchester United videre

Champions League

Et tidligt drømmemål af Ronaldo var nok for Manchester United, der i aften mødte FC Porto i Portugal. Dermed formåede United som det første engelske hold nogensinde at slå Porto på udebane og er klar til semifinalen i Champions League.

I første opgør, der endte 2-2, spillede Manchester United uorganiseret og havde det svært mod et offensivt spillende Porto-mandskab. I aften åbnede Manchester til gengæld med offensivt spil, og det skulle hurtigt give bonus.

FC Porto havde tydeligvis ikke glemt, at Ronaldo tidligere spillede hos klubrivalerne fra Sporting Lissabon. I de første minutter mistede Ronaldo bolden et par gange, hvilket udløste bifald og hånlatter hos de portugisiske tilskuere. Men han fik lukket munden på dem, da han efter seks minutter tog chancen meget langt udefra og tordnede bolden forbi målmand Helton og op i det fjerneste målhjørne.

Bagud 0-1 måtte Porto frem på banen, men havde svært ved at finde en rytme, da de hurtigt mistede bolden. Første hæderlige forsøg til hjemmeholdet måtte tilskuerne vente 20 minutter på, hvor Bruno Alves forsøgte sig på et frispark et stykke udenfor feltet. Bolden gik dog et par meter forbi den ene opstander.

Desuden kom Lisandro frem til en halv chance, da han sendte et ufarligt saksespark mod englændernes mål. De løse chancer gav dog Porto tro på, at de kunne få scoret, og de kom længere frem på banen for at lægge et tungt pres på Manchester, som havde fungeret godt i det første opgør.

Uheldigvis måtte den gode offensive spiller Lucho Gonzalez udskiftes efter en halv time, da han blev ramt af en skade i sit højre knæ i forbindelse med en lang aflevering. Udskiftningen betød, at Porto måtte omstille sig, og klubben skulle helt hen til slutningen af halvlegen, før de tilspillede sig næste store chance. Bruno Meireles sendte bolden ind i Manchester Uniteds felt, hvor Bruno Alves kom stormende og headede bolden hårdt mod mål. Van der Sar nåede ikke at reagere, men desværre for Porto gik den akkurat forbi stolpen.

Minuttet senere fik Vidic en kæmpe chance i den anden ende i forbindelse med et hjørnespark. Bolden landede pludseligt foran ham blot få meter fra målstregen, men han fik ikke rigtig ram på bolden, der i stedet røg langt over mål.

Begge hold startede anden halvleg godt med hurtigt kombinationsspil og med Porto i førersædet. Manchester Uniteds forsvar stod dog stærkt, og de formåede at holde antallet af chancer til Porto nede. Porto var dog farlige, og allerede efter tre minutter fik Meireles et skud af sted, der strøg kort over mål. Efter et kvarter fik Hulk sendt et godt forsøg af sted på et frispark, der dog endte i favnen på van der Sar.

Det sidste kvarter lignede powerplay, hvor Porto næsten konstant var i boldbesiddelse og forsøgte at dirke det kompakte engelske forsvar op. Med fem minutter igen var det tæt på at lykkes, da Lisandro modtog et godt indlæg fra højre side og fra kort afstand fik skudt på mål. Desværre fik han ikke fart på bolden, og van der Sar kunne relativt nemt afværge.

I overtiden var Ronaldo tæt på at score sit og Manchester Uniteds andet mål på endnu et langskud, men Helton kom godt ned og fik slået bolden til hjørnespark.

Dermed endte kampen 1-0 til Manchester United, der er klar til semifinalen i Champions League. Det bliver et rent engelsk opgør, idet modstanderen hedder Arsenal.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu