Наши партнеры

Menu



DBU-formand kritiseres af kulturministeren

Dansk fodbold

DBU’s formand Allan Hansen, som i dag blev udvalgt til UEFA’s bestyrelse, ser ingen grund til, at sportsfolk skal stå til dopingkontrollanternes rådighed i deres ferier. Den danske kulturminister, Carina Christensen, er dog lodret uenig.

John Fahey, som er præsident for det internationale antidopingagentur, WADA, mener at det skader dopingkontrollens vigtighed i alle sportsgrene, såfremt de store fodboldforbund ikke tager deres arbejde alvorligt. Derfor mener han, at de skal indordne sig under whereabout-regler, hvilket går ud på, at atleterne skal stå til rådighed for dopingkontrollanter en time om dagen.

Såfremt man ikke retter sig efter WADA’s regler, advarer Fahey imod, at det kan resultere i, at man sletter fodbold fra det olympiske program.

DBU-formand Allan Hansen, som i dag blev tilknyttet UEFA’s bestyrelse mener dog, at WADA’s regler er for grove.

”Jeg synes, det er gået for langt, når man ikke kan tage på 14 dages ferie med kone og børn, uden at man skal fortælle, hvor man er henne og kan risikere at blive vækket klokken seks om morgenen,” fortæller Allan Hansen ifølge Jydske Vestkysten.

Hansen mener dog ikke, at der skal gælde bestemte regler for fodboldspillerne. Hans mening er, at samtlige atleter skal have lov til at være i fred i deres ferier.

Den danske kulturminister, Carina Christensen, er dog lodret uenig i DBU-formand Allan Hansens holdninger.

”Jeg er meget uforstående over for den udmelding. Kampen mod doping skal vindes, og det er vigtigt, at alle deltager, og at alle deltager på lige fod. Det gælder selvfølgelig også fodboldspillerne,” siger Carina Christensen til Ritzau, og uddyber:

”Det er jo netop, når de ikke træner, at det er vigtigt at holde øje med dem, for det er på de tidspunkter, hvor der kan snydes. Dette er regler, som gælder for alle atleter, ikke kun fodboldspillere, og alle andre overholder ordningen, så hvorfor skal der være en særordning for fodboldspillere? Vi skal have taget sagen op i Wada,” fortæller kulturministeren.

Allan Hansen står dog ikke alene med sin holdning, da både UEFA og FIFA tidligere har ydret samme mening.

Kulturministeren ser gerne, at både UEFA og FIFA får indskærpet over for forbundene, at disse skal støtte 100 procent op omkring kampen mod doping.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu