Наши партнеры

Menu



Optakt: Arsenal – Liverpool

Engelsk fodbold

Arsenal skal søndag eftermiddag forsøge at indskrænke Liverpools forspring i Premier League, når de to mandskaber mødes på Emirates Stadium.

Arsenal er inden søndagens kamp otte point efter Liverpool, der topper Premier League med 38 point efter 17 kampe. Liverpool kan for alvor gøre livet surt for The Gunners ved at vinde søndagens brag, mens Arsenal omvendt kan spille sig tilbage i mesterskabsracet, hvis de slipper af sted med en sejr.

Liverpool skuffede i deres seneste kamp i Premier League, da holdet måtte nøjes med 2-2 mod Hull, men da de andre titelkandidater ligeledes måtte nøjes med uafgjort, bevarede Liverpool førstepladsen. Arsenal spillede 1-1 mod Middlesbrough i en kamp, hvor Emmanuel Adebayor ellers havde sendt London-klubben på sejrskurs, men sådan skulle det altså ikke gå.

Sidst de to hold mødtes var tilbage i sidste sæson i Champions League, hvor Liverpool trak det længste strå, da de sejrede 4-2. Der er dermed lagt op til revanche for Arsenal, der denne gang har hjemmebanefordel.

Det ser ud til, at sommerindkøbet Samir Nasri vender tilbage på Arsenal-holdet, efter at have siddet ude med en skade, og forsvarsspilleren Kolo Toure skulle ligeledes være på vej tilbage fra sin skade. Danske Nicklas Bendtner har pådraget sig en knæskade til træning, og er tvivlsom til opgøret. Derudover sidder Theo Walcott, Thomas Rosicky og Eduardo fortsat udenfor på grund af skader.

Liverpool må undvære den spanske nøglespiller, Fernando Torres, mens Fabio Aurelio kan vende tilbage efter at have siddet ude i tre kampe. Philipp Degen og Martin Skrtel er fortsat ude.

Kampen spilles søndag kl. 17.00 og vises på Canal+ Sport 1

Forventede startopstillinger:

Arsenal:

Almunia

Sagna – Djourou – Gallas – Clichy

Denilson – Fabregas – Song – Nasri

van Persie – Adebayor

Liverpool:

Reina

Arbeloa – Carragher – Agger – Aurelio

Benayoun – Mascherano – Gerrard– Alonso – Kuyt

Keane

TotalBold.dk’s bud på kampen:

Begge hold har præsteret at besejre både Chelsea og Manchester United i denne sæson, men Liverpool har været mere stabile, og har opbygget et forspring på otte point til Arsenal, som skal bruge en sejr, hvis de ikke skal falde yderligere bagud. TotalBold.dk forudser et tæt opgør, der ender 1-1.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu