Наши партнеры

Menu



Optakt: Primera Division 34. Runde

Spansk fodbold

Real Madrid kan så småt sikre sig mesterskabet i denne runde, mens Valencia, Getafe og Barcelona skal forsøge at redde sig ud af klubbernes kriser. Der er lagt kul på grillen til endnu en fantastisk runde med fodbold i Spanien. Specielt kan man se frem til en masse underholdende fodbold, når Deportivo La Coruna og Barcelona spiller lørdagens ene kamp.

Deportivo La Coruna – Barcelona (Spilles 26/04, 20:00)

Barcelona er stadig inde i den bølgedal, som har jagtet dem i stole dele af foråret. På papiret burde Barcelona dog hente en sejr mod Deportivo, som besidder 8. pladsen i Primera Division. Hvis ”blaugrana” ikke skal miste alt håb, vil det være yderst nødvendigt med en sejr. Frank Rijkaard har til dagens kamp valgt at give midtbane-profilen Xavi Hernandez og spydspidsen Eto’o en pause, mens Messi sidder udenfor med endnu en skade. Sparer Rijkaard spillere til returkampen mod Manchester United?

Murcia – Sevilla (Spilles 26/04, 22:00)

Det ligner en sikker udesejr til Sevilla, som desværre ikke helt har klaret sig som forventet i denne sæson. Ikke desto mindre befinder andaluserne sig på 6. pladsen, skarpt forfulgt af Almeria, som gang på gang har rystet de store hold. Det så man netop i Sevillas sidste kamp, hvor man tabte hele 4-1 til Almeria. Hvis man i Sevilla ønsker at deltage i europæisk fodbold, må man til at oppe sig, hvad angår point-indsamlingen. Det kan ske med en sejr over Murcia.

Valladolid – Almeria (Spilles 27/04, 17:00)

Endnu engang må man pointere Almerias flotte sæson, hvilket også giver anledning til at favorisere Almeria op til kampen. Valladolid har helt forventligt befundet sig i de lavere regioner af Primera Division. På nuværende tidspunkt er man at finde på 16. pladsen, ganske tæt på nedrykningstregen, som kun er to point væk. Med hold som Zaragoza og Recreativo de Huelva i nakken, ville en sejr være særdeles velkommen. Men vil det lykkedes Valladolid at besejre Almeria?

Getafe – Atletico Madrid (Spilles 27/04, 17:00)

Nogle definerer det som krise, andre mener blot, at det er en kort farce, som Getafe-spillerne er ved at gennemgå. Weekendens kamp kan være med til at sætte et endeligt prædikat på Getafes situation. Det bliver ikke en nem kamp for Laudrups tropper, som tager imod Atletico Madrid. Der er lagt op til et alternativt lokalderby, med Atletico Madrid som favoritter. Sergio Aguero og Co. kæmper om metal, mens Getafe for alt i verden vil prøve at undgå nedrykning.

Huelva – Levante (Spilles 27/04, 17:00)

Bortset fra en flot præstation mod Getafe i sidste uge, har situationen være alt andet en god for Valencia-klubben, Levante. Der har været sportslige nedture og internt har klubben haft problemer med manglende spillerlønninger. Ingen ved helt konkret om Levante-spillerne har tænkt sig at strejke til aftenens kamp, men anfører Luis Rubiales har udtalt, at klubben har til 90 minutter før kampstart, til at finde en løsning på problemet. Der er appelleret om en eventuel flytning af kampen til mandag aften. Vi får se, om en af de største skandaler i Spaniens fodboldhistorie bliver realiseret.

Espanyol – Zaragoza (Spilles 27/04, 17:00)

Espanyol kravler tilsyneladende længere og længere ned i tabellen, mens Zaragoza sidder fast i bundstridens mudder. Zaragoza kan med lidt held skabe en smule, men dog tiltrængt, luft ned til stregen. Det bliver alligevel en alt andet end overkommelig opgave for Zaragoza, som skal spille mod et af Spaniens stærkeste hold, som tilmed kan bryste sig af en af Spaniens farligste angribere, i form af Raul Tamudo. Espanyol ligner favoritter.

Valencia – Osasuna (Spilles 27/04, 17:00)

I denne uge takkede Ronald Koeman af for denne gang, da han blev præsenteret for en fyreseddel under et møde med klubbens præsident. Den midlertidige træner, Voro, kommer på en svær opgave, når han skal rette op på forgangne runders svage præstationer. Blæser vinden imod Valencia, kan holdet i værste tilfælde befinde sig under stregen, når alle rundens kampe er fløjtet af. Det bliver en svær hjemmekamp for Valencia, som tager imod Osasuna.

Mallorca – Santander (Spilles 27/04, 17:00)

Santander fortsætter sin himmelflugt, mens øboerne befinder sig i gråzonen. Der er ingen decideret favorit til kampen, da øboerne har fordel af en ugæstfri hjemmebane. Santander har dog bevist sig i stand til lidt af hvert, hvilket gør, at Mallorca ikke kan komme let til en sejr i opgøret. Mallorca har skam også Daniel Guiza at blære sig med. Angriberen er den mest scorende spanier i Primera Division, skarpt efterfulgt af blandt andre Real Madrids Raul.

Betis – Villarreal (Spilles 27/04, 19:00)

I sidste uge besejrede ”Den Gule Ubåd” et svækket Valladolid-mandskab. Det kunststykke skal gentages, hvis Villarreal vil beholde den matematiske chance for klubbens første mesterskab nogensinde. Betis står derimod i en helt anden boldgade. Man indtager 11. pladsen, dog nogenlunde godt gemt væk fra bundkampen. Den teoretiske mulighed for nedrykning er alligevel stadigvæk til stede. Betis kommer på en svær hjemmebane-opgave.

Real Madrid – Athletic Bilbao (Spilles 27/04, 21:00)

Real Madrid er af flere allerede anerkendt som spanske mestre og Madrids byråd er da også i gang med at planlægge diverse festligheder til fejringen af klubbens 31. mesterskab. Athletic Bilbao regnes for underdogs, når de søndag aften træder ind på det mægtige Santiago Bernabeu. Baskerlands-klubben vil måske nøjedes med en uafgjort. Det er dog alligevel en god chance for at drille Real Madrid, inden kongeklubben, helt korrekt, hiver mesterskabet hjem.

Skrevet af David Thystrup



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu