Наши партнеры

Menu



CL-optakt: AS Roma – Manchester United

Champions League

Ingen kan glemme sidste års Champions League-kvartfinale, hvor AS Roma fik læsterlige klø af Manchester United med en lussing på 7-1 i Manchester, efter at italienerne var foran sammenlagt med 2-1 fra første opgør i Rom. Nu er hævnens time endelig kommet for italienerne.

Lodtrækningen til dette års Champions League-kvartfinaler magede det således, at AS Roma skal op mod Manchester United. Italiens vice-mestre mod Englands regerende af slagsen. Samtidig er de to hold begge ved at gentage sidste års placering i ligaen, hvor Roma forfølger Inter og Manchester United ligner en sikker mesterskabsbejler, som er ved at konsolidere førstepladsen.

Altså et stærkt opgør på papiret, men det er næppe de undertoner, som der vil blive spillet på op til aftenens opgør på Stadio Olimpico i Rom. For alle der med interesse følger med i europæisk fodbold vil med rette kunne huske et vist opgør mellem disse to hold, som også mødte hinanden i sidste års udgave af Champions League. Her var konstellationen akkurat den samme med Roma, som startede på hjemmebane, hvorefter man skulle spille returopgør i Manchester. Roma fik slidt og slæbt en 2-1-sejr hjem i Rom på et sejrsgivende mål af Vucinic, og dermed var der lagt op til en spændende returkamp. Men Manchester United nedsablede stakkels Roma i en helt fantastisk festforestilling, som endte 7-1 til englænderne. AS Roma måtte ydmygede tage hjem til Italien, mens Manchester United kunne forsætte mod semifinalen mod de senere vindere af turneringen, AC Milan.

Hævnmotivet må altså utvivlsomt være til stede hos en AS Roma-trup, som stadig har masser af gengangere fra blamagen for et år siden, som gav et rekordstort nederlag for et hold, som var nået så langt i turneringen. I det hele taget kan man forvente masser af gensyn på de to hold, som næsten er identiske med dem fra sidste års udgave af denne dyst.

Motivation er fremragende at have, men det er ikke alt. Hvis AS Roma skal være i stand til at slå Manchester United, så skal de spille op til deres bedste – ikke bare hjemme men også i returopgøret i Manchester, som der helt sikkert vil blive talt en del om grundet sidste års kamp.

For de vil møde et Manchester United-hold, som bare drøner derudaf i Premier League, godt på vej mod det andet mesterskab i træk. Senest med en meriterende 4-0-sejr over Aston Villa, hvor der ikke blev lagt fingre imellem med flydende angrebsspil, hvor navne som Rooney, Cristiano Ronaldo, Ryan Giggs, Carlos Tevez allerede klinger godt i de fleste fodboldkenderes ører. Men også med en jernhård defensiv, hvor Rio Ferdinand og Nemanja Vidic med Edwin van der Sar bag sig er en uigennemtrængelig mur, som ikke har lukket mål ind i de seneste fem Premier League-kampe. De er med i alt blot 15 indkasserede mål Premier Leagues suverænt bedste.

Roma er også udmærket kørende i den hjemlige Serie A, hvor det ellers så suveræne tophold, Inter Milan, er ved at miste fodfæste med tre kampe i træk uden sejr. Men Roma forspildte sidste weekends store mulighed for at hale ind på Milano-holdet, da man skuffende spillede 1-1 med nedrykningskandidaterne fra Catania. Det skal dog ikke tage styrken væk fra Luciano Spallettis hold, som med en 4-2-3-1-opstilling, er et hold, som er dygtige begge veje.

Det bliver en tæt kamp i aften, men Roma bør altså ikke mangle motivationen til at vinde. Årsagen til det er klar: 1-7-nederlaget fra sidste sæson.

Forventede startopstillinger:

AS Roma: Doni – Tonetto, Mexés, Panucci, Cassetti – De Rossi, Pizarro – Guily, Mancini, Taddei – Vucinic.

Manchester United: van der Sar – Ferdinand, Vidic, Brown, Evra – Carrick, Scholes, Ronaldo, Giggs – Rooney, Tevez.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Det er to rigtig gode og solide mandskaber, som vil komme til at stå overfor hinanden i aftenens kamp. Men Manchester United rider bare på en bølge af succes i øjeblikket, som gør, at vi tror, englænderne vil overvinde Roma med cifrene 1-0.

Skrevet af Philip Blüdnikow



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu