Наши партнеры

Menu



Referat: Premier League 28. Runde

Engelsk fodbold

Otteogtyvende runde i Premier League var runden, hvor Chelsea rejste sig efter nederlaget i Carling Cup-finalen, da de viste stor styrke i kampen mod West Ham. Manchester United halede igen ind på Arsenal, der kun via en danskerscoring fik point med fra kampen mod Aston Villa. Tottenham kom ned på jorden igen, da de på udebane havde store problemer med oprykkerne Birmingham, mens Manchester City fortsatte slingrekursen i hjemmebanekampen mod Wigan.

Fulham – Manchester United

Gæsterne fra Manchester havde valgt at lade en række af de helt store profiler sidde over i kampen mod Fulham. Første halvleg var en lige affære med chancer i begge ender, men det var gæsterne, der kom foran 0-1. Owen Hargreaves scorede sit første mål for United, da han tog sig af et frispark. Kort tid inden pausefløjt blev det også 0-2, da Poul Scholes sendte et indlæg ind til Ji-Sung Park, der let headede bolden i mål. Kampen var ikke nogen spilmæssig stor oplevelse, men alligevel fik vi endnu et mål. Med et kvarter tilbage af kampen scorede værternes Simon Davies selvmål. United vandt i sikker stil 0-3.

Birmingham – Tottenham

Tottenham kom til Birmingham som nykårede Carling Cup-mestre, men det var som om gæsterne ikke helt havde fået armene ned igen efter sejren over Chelsea. Der var spillet blot syv minutter af opgøret, da værterne kom på 1-0 ved Mikael Forssell. Tottenham var dog stadig ikke kommet ud af sejrsrusen. I anden halvleg blev det 2-0 ved Sebastian Larsson, inden Mikael Forssell slog til igen. Han gjorde det til både 3-0 og 4-0 og så var sejren sikret for hjemmeholdet. I de døende minutter lykkedes det Jermaine Jenas at pynte lidt på resultatet, da han scorede til slutresultatet 4-1.

Derby – Sunderland

Inden opgøret mod Sunderland havde Derby kun formået at hente ni point i denne sæson. Dermed var Roy Keanes tropper mødt op som favoritter til at tilføje Derby endnu et nederlag, men sådan kom det ikke til at gå. Derby formåede nemlig at holde gæsterne fra at score, og da Sunderland formåede at gøre det samme endte kampen altså uden scoringer, 0-0. Dermed er Derby oppe på ti point, hvilket dog utvivlsomt kommer til at gøre den store forskel. Den tidligere AaB-angriber, Rade Prica kunne måske have gjort en forskel, men han måtte se til fra bænken.

Newcastle – Blackburn

Kriseramte Newcastle jagter en sejr under den nye manager, Kevin Keegan. I denne runde hed modstanderen Blackburn, der jagter europæisk fodbold. Første halvleg endte uden scoringer, og anden halvleg så også længe ud til at skulle ende sådan. I kampens sidste minut fik vi dog en afgørelse på kampen. Det var gæsternes Matt Derbyshire, der fandt vejen til målet, og sikrede Blackburn en sejr på 0-1. Dermed fortsætter nedturen for Newcastle, der rykker nærmere på nedrykningsstregen.

Middlesbrough – Reading

Der var dyrebare point i spil i Middlesbrough, da nedrykningstruede Reading kom på besøg. Middlesbrough er heller ikke helt ude af farezonen for nedrykning, og et nederlag kunne bringe dem mere i fare. Det lignede længe en kamp, der skulle ende uden scoringer, men i kampens overtid dukkede gæsternes James Harper op og scorede til 0-1. Dette blev også kampens resultat. Resultatet betyder, at Reading nu ligger a point med Bolton, der er lige under stregen, mens Reading er lige under.

Arsenal – Aston Villa

Der var dømt danskermøde i London, da Arsenal med Nicklas Bendtner startende på bænken tog imod Aston Villa med Martin Laursen med på banen fra start. Det var gæsterne, der midt i første halvleg bragte sig på sejrskurs, da Gabriel Agbonlahor sendte en aflevering ind i feltet, hvor Arsenals midterforsvarer, Philippe Senderos uheldigvis fik prikket bolden ind i eget net. Derefter var det Arsenal, der pressede på for en udligning, og da der ikke var faldet nogle scoringer med en halv time tilbage af kampen, blev Nicklas Bendtner sendt på banen. I dommerens overtid blev netop Bendtner Arsenals redningsmand, da han med en klassisk inderside sendte bolden i nettet, og sikrede Arsenal et enkelt point.

West Ham – Chelsea

Chelsea leverede en meget uinspirerende indsats i sidste weekends Carling Cup-finale, og havde derfor noget at bevise, da de mødte West Ham lørdag eftermiddag. Blot efter et minut havde Chelsea fået bolden i mål, men lidt uforståeligt valgte dommer, Peter Walton, at annullere Nicolas Anelkas scoring for offside. Dette lod London-klubben sig dog ikke slå ud af. Et kvarter senere scorede Frank Lampard på et straffespark, som var fremtvunget af Salomon Kalou, og kort tid senere gjorde Joe Cole det til 0-2 med et fladt skud. Michael Ballack ville også være med, og han gjorde det til 0-3. Efter en halv times spil blev Lampard udvist efter en infight med Luis Boa Morte. Det forhindrede dog ikke Chelsea i at score et sidste mål. Ashley Cole scorede i anden halvleg sit første mål for Chelsea, der sejrede med overbevisende 0-4.

Manchester City – Wigan

Manchester City er efter en fantastisk sæsonstart blevet meget svingende i deres præstationer. I denne runde skulle City forsøge at holde fast i de foranliggende hold i deres bestræbelse på deltagelse i europæisk fodbold i næste sæson. Hjemmeholdet lagde da også godt ud, men trods et stort overtag i boldbesiddelse formåede værterne ikke at komme foran. Gæsterne satsede på kontraangreb, men heller ikke dette gav mål. I anden halvleg tog City mere og mere initiativ i kampen, men lige lidt hjalp det. Kampen endte uden scoringer, 0-0.

Bolton – Liverpool

Bolton startede godt ud i hjemmebanekampen mod Liverpool, men efter ti minutter skete det, der ikke måtte ske. Steven Gerrard trykkede af uden for Bolton felt, og bolden så ud til at gå forbi mål. Boltons keeper, Jussi Jaaskelainen, valgte dog alligevel at kaste sig ned for at parere bolden med det resultat, at bolden ramte ham og hoppede ind i nettet. Denne fejl skulle vise sig at blive startskuddet for Liverpool. Den tidligere Ajax-spiller, Ryan Babel, gjorde det med et fladt skud til 2-0, inden Fabio Aurelio gjorde det til 3-0 med et kvarter tilbage af kampen. Tamir Cohen fik reduceret for Bolton, der dog ikke kom tættere på. Liverpool vandt opgøret 3-1.

Everton – Portsmouth

Der skulle ikke gå mere end et minut, før Everton, der har været en af sæsonens mest positive overraskelser, kom foran 1-0. Steven Pienaar sendte et frispark ind i hovedet på Yakubu Aiyegbeni, der ikke svigtede. Everton jagtede 2-0-scoringen, men det var i stedet Portsmouth, der fik udlignet. Jermaine Defoe snittede et lumsk indlæg fra Glen Johnson ind i mål. I anden halvleg pressede Everton på for en scoring, og helt fortjent bragte Tim Cahill The Toffees foran 2-1. Yakubu lukkede og sluttede kampen, da han scorede sit andet mål i denne kamp, og sikrede Everton en 3-1-sejr.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu