Наши партнеры

Menu



Optakt: Manchester United – Manchester City

Engelsk fodbold

Storebror tager imod lillebror, når de to Manchester-klubber, United og City, søndag eftermiddag tørner sammen. Old Trafford ligger ramme til Manchester-braget, som skal indledes med et minuts stilhed for at markere 50-årsdagen for The Busby Babes. Bysbørnene fra City vandt de to klubbers første møde i denne sæson, og sidder dermed på håneretten. Vi har kigget nærmere på de to hold og bringer en optakt til derbyet.

Manchester United indtager ligaens andenplads med to point op til Arsenal. Dermed er intet afgjort i mesterskabskampen, selvom United smed vigtige point i sidste ligakamp. Holdet fik kun uafgjort i kampen mod Tottenham og dette tilmed lidt heldigt. Helt frem til kampens 94. minut havde Tottenham føringen i kampen, men til slut dukkede Carlos Tevez op og sikrede United et vitalt point.

Manchester City åbnede sæsonen som lyn og torden og hentede mange flotte resultater. Ikke mindst 1-0-sejren over netop United på hjemmebane tilbage i august måned. På det seneste er det dog gået ned ad bakke for de blå-blusede, der led det første nederlag på hjemmebane i denne sæson i sidste runde, hvor Arsenal sejrede. I alle turneringer har holdet ikke vundet i de seneste fire kampe, og de er i skrivende stund nummer otte i Premier League.

I onsdags (6. februar) var det 50 år siden, at otte Manchester United-spillere på tragisk vis omkom i et flystyrt i München. Den sørgelige begivende ved blive markeret inden kampen, hvor der vil blive holdt et minuts stilhed til ære for The Busby Babes med håbet om, at Citys fans vil vise respekt.

Når det ene minuts stilhed er overstået er det i hvert fald slut med at vise respekt. City har i øjeblikket håneretten over storebror United, da de vandt det seneste opgør mellem de to klubber. Stemningen op til sådanne kampe er ubeskrivelig. Der er meget på spil for begge klubber, og derudover er der også håneretten over den anden klub, som betyder utrolig meget.

Manchester United kommer til at undvære den engelske landsholdsangriber, Wayne Rooney, og forsvarsspilleren, Patrice Evra, da begge spillere har karantæne efter de har modtaget fem advarsler i FA-sammenhæng. City er ligeledes ramt af karantæner. Det er Elano og Vedran Corluka, der går glip af Manchester-braget.

Wayne Rooneys angrebsmakker, Carlos Tevez, er dog klar til kamp, og han erkender, at nederlaget til City tidligere på sæsonen gjorde ondt. Argentineren er nu klar til at tage revanche.

”Jeg er virkelig spændt forud for derbyet. Nederlaget til dem gjorde ondt, og nu er det tid til hævn. Efter den uafgjorte kamp mod Tottenham har vi ikke råd til at fejle igen, hvis vi vil vinde mesterskabet. På Old Trafford skal vi vinde alle vores kampe,” siger Carlos Tevez til Daily Star.

Forventede startopstillinger:

Manchester United: Van der Sar – Brown, Ferdinand, Vidic, O’Shea – Nani, Hargreaves, Scholes, Giggs – Ronaldo – Tevez.

Manchester City: Hart – Jihai, Dunne, Richards, Ball – Ireland, Hamann, Fernandes, Petrov – Benjani, Sturridge.

TotalBold.dk’s bud på kampen: Manchester United er favoritter hjemme på Old Trafford, hvor hjemmepublikummet som altid vil yde en stor støtte til spillerne. Manchester City har haft en nedadgående formkurve på det seneste, og vi tror dermed ikke, de har evnerne til at vinde. Vi tror på en 3-1-sejr til Manchester United over bysbørnene fra City.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu