Наши партнеры

Menu



Ingen Royal League i denne sæson

Royal League

Royal Leagues bestyrelse har i dag nået frem til den beslutning, at der ikke er grundlag for at afvikle turneringen i sæsonen 2007/2008.

Royal Leagues skæbne har længe været overvejet. Den nordiske turnering skal ikke spilles, i hvert fald ikke i denne sæson. Denne beslutning traf bestyrelsen i dag.

Hovedårsagen er, at forhandlingerne med en mediepartner ikke har mundet ud i et attraktivt økonomisk udbytte for klubberne. Trods dette er bestyrelsen optimistiske og regner med, at man kan rekonstruere turneringen til næste sæson.

De danske hold, der havde kvalificeret sig til turneringen var: F.C. København, AaB, FC Midtjylland og OB.

”Det er jo håbløst, forstået på den måde, at vi havde kalkuleret med at Royal League blev til noget, at og vi skulle have haft mindst fire kampe. Vi havde selvfølgelig lagt det fast, så vi ikke skulle rende rundt og finde træningsmodstandere, og så får vi her efterfølgende ad vide, at det ikke bliver til noget. Så vi må starte forfra, det er virkelig ringe,” sagde en vred cheftræner, Erik Rasmussen, til bold.dk.

”Det nytter jo ikke noget, at når vores klubledelse kommer og siger, at det stort set er sikkert at det bliver til noget, og så efterfølgende er det hele lavet om. Det er selvfølgelig elendigt for dem der er ansvarlige for det,” sagde Rasmussen med adresse på ledelsen i Royal League.

”Alle de hold, der skulle have været med i Royal League, er jo i samme situation. Men det er jo elendigt, når de siger at det bliver til noget i foråret, og at vi så ikke kan regne med det. Det er ikke godt nok,” sluttede Rasmussen.

Også F.C. Københavns bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, ærgrer sig over aflysningen.

“Det er ærgerligt. Jeg havde ellers på fornemmelsen, at det hele var på plads.”

“Men jeg håber meget, at turneringen genopstår i 2008/09, for efter min me­ning har Royal League været med til at skærpe vores spillere i international sammenhæng,” sagde Flemming Østergaard til TV2 Sporten.

“Nu får vi lidt tid til at sluge den besked, der er givet i dag og så må vi tage den derfra.”

Turneringen har været afholdt tre gange tidligere, hvor F.C. København vandt de to første trofæer, mens Brøndby senest stak af sted med trofæet – hvor de netop besejrede F.C. København.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu