Наши партнеры

Menu



Ungarn vandt i Parken

VM

Danmark tog imod Ungarn i den sidste kvalifikationskamp til VM 2010, og da Danmark allerede havde sikret sig en plads ved slutrunden, var der lagt op til fest i Parken. Det gik dog ikke helt, som de fleste havde håbet, da Ungarn vandt opgøret.

Der var lagt op til fest i Parken, hvor det danske landshold tog imod Ungarn i mandskabernes sidste VM-kvalifikationskamp. Danmark havde sikret sig kvalifikation til VM-slutrunden efter sejren over Sverige, og skulle dermed forsøge at runde godt af med en sejr over Ungarn.

Danskerne, der spillede helt i rødt, fik da også en god indledning på opgøret. Der var spillet ganske kort tid af opgøret, da Dennis Rommedahl sendte en god aflevering af sted mod Jon Dahl Tomasson, der dog ikke kunne nå frem til afleveringen.

Kort tid efter var der fare på færde omkring ungarernes mål igen. Denne gang var det Nicklas Bendtner, der fik en mulighed, men angriberen fik ikke ordentligt ram på bolden. Returbolden endte hos Thomas Enevoldsen, der sendte bolden forbi mål.

Den første halve time havde Ungarn ikke meget at byde ind med offensivt. Danmark derimod kom frem til flere gode muligheder, men de danske spillere formåede ikke at finde vejen til netmaskerne.

Dette lykkedes til gengæld for Ungarns Akos Buzsáky, der udnyttede at Anders Møller Christensen ramte Lars Jacobsen og faldt, da han skulle sparke bolden væk ved kanten af feltet. Han scorede til 1-0, hvilket også var stillingen ved pausen.

Inden første halvlegs sidste fløjt blev Søren Larsen sendt til opvarmning, og publikum i Parken sang ”Larsen på banen”. Og tilskuerne fik deres ønske opfyldt. Fra anden halvlegs start blev Søren Larsen skiftet ind i stedet for Thomas Enevoldsen.

Angriberen gjorde dog ikke den store forskel i indledningen på anden halvleg. Daniel Agger forsøgte at gå med frem og fik sendt en afslutning af sted. Den ungarske målmand Babos fik dog pareret ud til hjørnespark.

Danmark havde i anden halvleg mere svært ved at spille sig frem til chancer. Ungarerne trak sig længere tilbage, og formåede at gøre det svært for danskerne. Med tyve minutter tilbage af opgøret var Ungarn i stedet tæt på at komme på 2-0, da Jozsef Varga modtog et godt indlæg i feltet. Men fra tæt hold sparkede ungareren bolden på overliggeren og Danmark slap med skrækken.

Michael Silberbauer blev sendt på banen for Danmark, og med få minutter tilbage af opgøret forsøgte han sig med en afslutning. Babos i Ungarns mål hev dog en flot redning frem.

Kort tid efter fik ungarerne en ny mulighed for at komme yderligere foran. Thomas Sørensen løb ud af sit mål for at afværge en kontra, men i en glidende tackling mistede han bolden, der endte hos en ungarsk spiller, der dog sendte bolden over det tomme mål.

Det lykkedes ikke for Danmark at få udlignet. Ungarn vandt opgøret 1-0, og det danske landshold indkasserede dermed det første nederlag i VM-kvalifikationen.



Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu