Наши партнеры

Menu



Uafgjort i SAS Liga-bundopgør

Dansk fodbold

Randers FC havde valgt at lade tilskuerne få gratis adgang til dagens kamp mod HB Køge for at få den nødvendige opbakning i bestræbelserne på at sikre sig tre vitale point. Tilskuerne blev vidner til en ringe indsats af hjemmeholdet, der dog skal roses for en medrivende afslutning på kampen, hvor udligningen og dermed det ene point blev sikret.

Randers FC’s cheftræner John ”Faxe” Jensen stod i store dele af kampen op og fulgte nervøst slagets gang, vel vidende, at et nederlag kunne besegle hans skæbne og sende ham ud i kulden. De første 71 minutter kunne han se sit hold løbe forvirrede rundt, og især den særdeles svagt spillende midtbane havde svært ved at bruge boldbesiddelsen til noget fornuftigt.

Begge hold lagde forsigtigt og nervøst ud, og især Randers FC havde svært ved at finde hinanden. Det var dog hjemmeholdet, der kom til kampens første store chance, da Marc Nygaard midt foran mål måtte se sin afslutning afværget af HB Køge-målmand Lars Bjerring.

HB Køge spillede bolden fornuftigt rundt og virkede skarpere og mere målsøgende i deres spil, og det skulle også lykkes udeholdet at bringe sig på måltavlen først.

Efter 25 minutter blev et indlæg fra højre side headet på tværs af feltet af tårnhøje Henrik Toft. Bolden endte hos Emmanuel Ake, der nemt kunne score til 1-0 bag en chanceløs Nathan Coe.

Blot fem minutter senere kom Ake igen tæt på, da Fabinho sendte en god bold ind i panden på angriberen, der dog måtte se overliggeren være i vejen.

I det første kvarter af anden halvleg kom begge mandskaber frem til enkelte chancer, uden at det blev rigtig farligt. Nervøsiteten steg, og det lugtede af endnu en scoring til HB Køge, da Randers FC pludselig fik bolden i nettet.

Det var kulminationen på et par indskiftninger, hvor Tidiane Sane og Junior kom ind og gav noget energi til midtbanen, der i stor grad havde manglet indtil da.

Efter 71 minutter slap Mikkel Beckmann således fri i venstre side, og med en følt aflevering fandt han Tidiane Sane, der med hovedet fik udlignet til 1-1.

HB Køge holdt umiddelbart Randers FC fra chancer i den efterfølgende periode, men i de sidste små ti minutter kom begge mandskaber til et hav af chancer. Først måtte Marc Nygaard se sit hovedstød blive reddet på målstregen, og få minutter efter sejlede et hovedstød fra HB Køges Søren Nielsen akkurat over mål.

Netop som uret rundede de 90 minutter stod Søren Berg pludselig fri foran Lars Bjerring i HB Køge-målet, og med ydersiden af højrefoden sendte han bolden mod målet. Men med en fantastisk redning fik Bjerring akkurat styret bolden fri af stolpen, til stor ærgrelse for de mange tilskuere og Berg selv.

I det efterfølgende angreb headede Marc Nygaard snært forbi stolpen, og inde i overtiden burde HB Køges Rytis Leliuga have scoret, da han slap fri foran mål, men sendte et forkølet skud langt forbi.

Dermed endte kampen 1-1 efter en medrivende afslutning, og det er spørgsmålet, hvad resultatet får af betydning for de to klubber. HB Køge havde inden kampen ikke formået at hente et eneste point i fire udekampe og kan derfor være udmærkede tilfredse med uafgjort.

Randers FC formåede ganske vist at fordoble pointantallet og er nu oppe på to, men det ser unægtelig skidt ud for himmerlændingene. Det bliver i den kommende tid interessant at se, hvorvidt John ”Faxe” Jensen får lov at blive som cheftræner hos Randers FC, eller om afslutningen på kampen har overbevist ledelsen om, at spillerne og cheftræneren trods alt kan levere varen.

I hvert fald venter der Randers FC nogle vanskelige kampe mod henholdsvis Silkeborg IF, AaB og OB, og der skal ske ting og sager i klubben, med eller uden John ”Faxe” Jensen, hvis det skal blive til point.



Kommentér

En kommentar til “Uafgjort i SAS Liga-bundopgør

  1. M selmer siger:

    fuck det var ærgeligt at AKE ikke scorede til 2-0 kunne havde været så fedt 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*



Top-menu
Menu