Наши партнеры

Menu



Klubportræt: Hoffenheim – Provinsklubbens succeshistorie

TSG 1899 Hoffenheim er måske ikke et navn, der klinger i den almindelige fodboldinteresseredes ører, men det kommer det til, hvis holdet fra Hoffenheim fortsætter dens kolossale udvikling. I denne sæson er Hoffenheim ved at slå sit navn fast i Tyskland. På trods af, at holdet er nyoprykker ligger Hoffenheim i skrivende stund på en meget flot andenplads, som bringer undertegnedes tanker tilbage til dengang i 1997-1998-sæsonen, hvor 1. FC Kaiserslautern vandt Bundesligaen i deres første sæson, efter de var rykket op i Bundesligaen.

Begyndelsen

TSG 1899 Hoffenheim blev oprindeligt stiftet den 1. juli i 1899. Dengang blev klubben stiftet som en idrætsforening, der har en historie på over 100 år. Den første bestyrelse, der blev valgt bestod af skibsføren, Jacob Wetzel (formand), Wilhelm Gilbert (sekretær), Friedrich Ludwig (overvåger), Heinrich Brecht (kassér) og Karl Epp (suppleant). Bestyrelsen vedtog fra start af, at TSG 1899 Hoffenheim kun skulle være for mænd, men det blev ændret med tiden, da det viste sig at nogle kvinder også ville være med til at dyrke forskellige former for idræt.

Da første verdenskrig indtræf, lå klubben næsten helt død, da langt de fleste medlemmer blev tvunget til at hjælpe med diverse militære opgaver. Af de cirka 90 medlemmer, der deltog i krigen, så forsvandt der godt og vel 25 medlemmer, grundet diverse årsager. Den første generalforsamling efter krigen, blev afholdt et par måneders tid efter første verdenskrigsafslutning, som sluttede den 11. november 1918, hvor der kun mødte 33 personer op. Fra den dag generalforsamlingen blev afholdt, kom der igen aktivitet i idrætsforeningen, men i 1920, røg klubben ind i en række kriser, hvor blandt andet bestyrelsen blev kritiseret for manglende disciplin.

Netop i 1920 blev der lagt en vigtig grundsten til den fodboldklub, vi kender i dag. 1920 Hoffenheim blev stiftet og allerede kort tid efter stiftelsen af fodboldklubben, blev en fusion forsøgt med idrætsklubben, men forsøget på en fusion mislykkedes, fordi ingen af foreningerne opfyldte betingelserne for at fusionere. I de næste par år var der ligeledes mislykkede forsøg på, at lave den omtalte fusion mellem fodboldklubben og idrætsklubben.

Efter denne række af mislykkede fusioner med fodboldklubben Hoffenheim, købte TSG Hoffenheim 1899 faciliteter til klubben. Dermed kunne der dyrkes alle former for sport, på nær fodbold. Samtidig blev det besluttet, at der skulle bygges nye faciliteter til klubben, derfor blev der også oprettet en kvindeafdeling.

Et par år efter faciliteterne var blevet indviet, indtræf anden verdenskrig, hvilket igen betød, at der var dalende aktivitet i TSG Hoffenheim 1899. I krigens slutning skete der desværre det, at de faciliteter, som blev bygget før krigen, brændte ned.

Fusionen

Da første verdenskrig sluttede i 1945, var det samtidig startskuddet til en fusion mellem fodboldklubben 1920 Hoffenheim og idrætsklubben TSG 1899 Hoffenheim, der blev sammenlagt efter en generalforsamling kort tid efter krigen sluttede.

Selvom man skulle tro, at sammenlægningen ville betyde en vis form for succes, så fik fusionsklubben kun begrænset succes. Lidt af den succes, Hoffenheim fik inden for en overskuelig fremtid efter fusioneringen, var i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne, hvor Hoffenheim adskillige gange var tæt på at rykke op i den næstbedste amatørliga. I 1965 fik den dengang unge fusionsklub lidt succes, da de kom til semifinalen i Kreisspokalturneringen, hvilket svarer til en pokalturnering for fx Region Syddanmark.

I 1978 skete der det, at der blev indført en ny form på turneringsstrukturen, hvilket for Hoffenheims vedkommende betød, at de kom til at spille i Oberliga Baden-Wuerttemberg, hvilket er den fjerde bedste række i Tyskland. Navnet er udformet på den måde, som fx Jyllandsserien. Det betyder kort fortalt, at det er en regionsopdelt liga, og i denne stabiliserede Hoffenheim sig.

Rigmanden

Efter en periode, hvor der ikke skete det store i Hoffenheim, kom der igen gang i sagerne i 1989, da milliardæren Dietmar Hopp og det firma han er medejer af, skød penge ind i den lille tyske klub.

Den økonomiske indsprøjtning gav i 1990-1991 oprykning til Bezirksliga, som er den syvende bedste række i Tyskland. Hoffenheim tilbragte kun en enkelt sæson i denne række, før de, sæsonen efter oprykningen, tog turen op til Landesligaen. I Landesligaen fik klubben allerede etableret sig i første sæson, da de endte på en flot syvendeplads.

I de efterfølgende sæsoner endte Hoffenheim på femte- og tredjepladsen, og sæsonen efter tog man skridtet op på førstepladsen. Dermed rykkede de op i Verbandsligaen, hvor Hoffenheim igen etablerede sig hurtigt, med en godkendt niende plads i første sæson i ligaen. Herefter tog udviklingen af Hoffenheim for alvor fart, idet de i de efterfølgende tre sæsoner blev nummer tre, to og et.

Førstepladsen gav oprykning til Oberligaen, som blev indtaget med manér, da klubben i første sæson i Oberligaen rykkede videre op i Regionalligaen, der på daværende tidspunkt tilbage i 2001, var den bedste liga, som TSG 1899 Hoffenheim havde deltaget i. Endnu en gang præsterede Dietmar Hopps investering, at overleve første sæson i en ny liga, de var rykket op i. Hoffenheim endte nemlig på en 13. plads. Denne placering forbedrede holdet gradvist i de efterfølgende sæsoner.

Efterhånden som Hoffenheim rykkede op i rækkerne, fik de af og til også besøg af Bundesliga-mandskaber i pokalturneringen, og det lykkedes sågar for den upåagtede Regionalliga-klub, at slå Bayer Leverkusen ud. I en anden sæson kom den lille lokalt satsende klub helt frem til kvartfinalen, hvilket var ganske unikt for en Regionalliga-klub.

I 2005 etablerede man et lokalt projekt ved navn “Professionel fodbold i Rhein-Neckar-region”, der kort og godt gik ud på, at der skulle fusioneres mellem de lokale klubber; FC Astoria Walldorf, SV Sandhausen FC og TSG 1899 Hoffenheim, men dette blev imidlertid ikke til noget. I stedet gik tankerne på, at bygge et nyt stadion. Det lykkedes at få den plan igennem, og det nye stadion står klar til at blive indviet af Hoffenheim efter den igangværende sæson.

Tiden var nu inde til at Hoffenheim skulle tage det sidste skridt op ad stien til 2. Bundesligaen. Ansættelserne af Ralf Rangnick som træner, Bernhard Peters som direktør for sports- og talentafdelingen og Hans Dieter-Hermann som mentaltræner, var ikke til at tage fejl af, Hoffenheim havde et mål, nemlig at rykke op. I sæsonen 2006-07 kom den ambitiøse klub op i 2. Bundesligaen, som man forberedte sig til med markante indkøb af spillere som Per Nilsson, Carlos Eduardo og Chinedu Ogbuke Obasi.

Triumfen

De markante forstærkninger betød selvfølgelig også, at forventningerne til Hoffenheim var høje, men ikke ret mange forventede, at Hoffenheim i deres første sæson i 2. Bundesligaen, præsterede at rykke op i Bundesligaen. Starten af sæsonen i 2. Bundesligaen tydede ikke på, at man ville få Hoffenheim at se i den bedste række efter sæsonen, men de dyrt indkøbte spillere viste deres værd, og imponerede med sende mandskabet op på andenpladsen i 2. Bundesligaen.

Hvis man syntes, at indkøbene op til sidste sæson var markante, så turde man slet ikke åbne øjnene i sommerens transfervindue, hvor den østrigske landsholdsspiller, Andreas Ibertsberger, blev indkøbt sammen med Andreas Beck, Ramazan Özcan og Wellington.

Den øjeblikkelige status

Efter der er spillet 12 runder af den indeværende sæson, indtager oprykkerklubben en meget flot andenplads, hvor de har lige så mange point som Bayer Leverkusen på førstepladsen. Hidtil har Hoffenheim imponeret alt og alle med blandt andet en 4-1-sejr på hjemmebane over Dortmund, og en sejr på 3-0 hjemme over Hamburger SV. Godt nok er sæsonen ikke færdigspillet, men sikkert er det, at det bliver meget spændende at følge Hoffenheim.

Fremtiden

Med de midler, som Dietmar Hopp stiller til rådighed for sit lokale hold, er det ikke urealistisk, at Bayern München om nogle år, får sig en konstant trussel i Hoffenheim. Senest har Hoffenheim nemlig fået forlænget kontrakten med stortalentet Sejad Salihović, der forlængede med Hoffenheim, selvom han havde tilbud fra adskillige tyske storklubber. Salihović udtalte i forbindelse med sin kontraktforlængelse, at han stadigvæk kunne udvikle sig i Hoffenheim.

Længere ude i fremtiden i europæisk sammenhæng skal man også tage Hoffenheim med i betragtning, når UEFA Cuppen og Champions League skal have en vinder. Med de midler, Hoffenheim har, som hidtil har vist sig at være ubegrænsede, er det i hvert fald svært ikke at forestille sig, at man får Hoffenheim se kæmpe med om en af de helt store pokaler i Europa ude i fremtiden.

Skrevet af Patrick Andersen



Kommentér



Top-menu
Menu