Наши партнеры

Menu



Klubportræt: AC Milan – 2. del

TotalBold.dk’s skribent, Ronni Bødker, har i denne udgave af vores klubportræt-serie kigget nærmere på den italienske storklub AC Milan. Klubben har 110 år på bagen og derfor har vi valgt at tegne et stort portræt. Vi bringer anden og sidste del af portrættet.

LÆS 1. DEL AF PORTRÆTTET HER

Jagten på den første Stella

AC Milans fokuserede i løbet af 1970’erne hele tiden på klubbens jagt på den første stjerne, en stjerne ærkerivalerne fra Juventus allerede havde fået tilbage i 1958 og lokalrivalerne fra Inter fik i 1966. Stjernen ses over klubbens emblem og i dag jagter Juventus faktisk deres tredje stjerne. En stjerne gives i Italien for hvert tiende mesterskab en klub har vundet, og Juventus har i skrivende stund vundet 27 gange.

AC Milan vandt det niende mesterskab i 1967 og forsøgte herefter ihærdigt at vinde det en tiende gang, men uden succes i mange år. Især i starten af 70’erne havde milaneserne ikke heldet på deres side, og de blev nummer to tre år i træk (1971, 72 & 73). Tredje gang var den værste for klubben, da de inden sidste spillerunde lå til at vinde deres tiende Scudetto.

Klubben havde hentet 44 point inden kampen, ét mere end rækkens nummer to Juventus. Modstanderen var bundholdet fra Hellas Verona, der dog skulle være mere end uheldige, hvis de skulle rykke ned, da de havde samme antal point som Roma og Atalanta og to point mere end Sampdoria og Vicenza. Oveni dette, havde de en bedre målscore.

Men milaneserne kunne ikke overrumple det norditalienske mandskab, som på egen bane slog favoritterne med 5-3. Da Juventus samtidig vandt 2-1 over en anden nedrykningskandidat, Roma, gik mesterskabet igen til Torino-klubben og AC Milan oplevede en af de største skuffelser i klubbens historie. Sidenhen er episoden blevet kaldt for ”La fatal Verona”.

Klubben vandt dog alligevel Cup Winners Cup og Coppa Italia i den sæson, sidstnævnte efter straffespark mod lige præcis Juventus. Klubben skulle vente helt til 1979 med endelig at få sin stjerne. På trods af at de sluttede af med to uafgjorte kampe, vandt de stadig mesterskabet denne sæson, med tre point ned til Perugia på andenpladsen. Perugia gik faktisk igennem sæsonen 1978-79 uden et eneste nederlag, og var det første hold til at gennemføre denne præstation, en præstation Milan også skulle vise sig i stand til at udføre nogle år senere.

Hovedmanden bag den tiende Scudetto var ingen ringere end den gamle storspiller i klubben, Nils Liedholm. Han var vendt tilbage i 1977 og havde nu ført klubben tilbage til toppen af italiensk fodbold. Han fik i denne sæson lov at arbejde med to klublegender. Den første var 36-årige Gianni Rivera, der valgte at stoppe karrieren efter sæsonen og dermed sluttede med en stor titel.

Den anden var endnu ikke en legende på dette tidspunkt, men slog igennem i denne sæson. Der er tale om kaptajnen i klubben igennem rigtig mange år, Franco Baresi Det var selvfølgelig et tilfælde, men ikke desto mindre slog han altså igennem samme år, som Rivera valgte at stoppe karrieren.

Tvangsnedrykningen

1980’erne blev en brat opvågning for de italienske mestre. D. 23. marts 1980 fandt det italienske finanspoliti, La Guardia de Finanza, ud af, at der var sket noget korrupt i forbindelse med kampen mellem AC Milan og SS Lazio d. 6. januar samme år – en kamp ACM i øvrigt vandt med 2-1. Begge hold blev senere dømt for matchfixing og tvangsnedrykket til Serie B. Det var dermed første gang i AC Milans historie, at klubben ikke skulle spille i den bedste række. Skandalen medførte også karantæner til flere spillere og ledere, heriblandt Milans præsident Felice Colombo, der blev idømt livsvarig karantæne. Dette blev kendt som Totonero-skandalen.

Den efterfølgende sæson rykkede Milan dog op igen i Serie A med en førsteplads i Serie B, men sæsonen 1981-82 blev en kæmpe skuffelse for klubben, der endte med kun at skrabe 24 point samme i 30 kampe og lige akkurat ikke klarede sig. Derfor stod den igen på Serie B for en af Italiens mest traditionsrige klubber.

I 1982-83-sæsonen fik Milan ikke den bedste start på sæsonen, med kun to point i de første to kampe. Men herefter tog milaneserne også fat og endte sæsonen med kun at tabe tre kampe og hente 54 point på 38 kampe – otte point bedre end nummer to Lazio, der først nu rykkede op i Serie A igen.

Det lykkedes Rossoneri at blive i Serie A den efterfølgende sæson på trods af de kun fik skrabet seks point sammen i de første seks kampe. Siden har klubben ikke været nede og er den klub der har været tredjeflest år i Serie A, kun overgået af Juventus (med et år) og Inter (med to år).

Mediemogulens indtog

Silvio Berlusconi. Det er et navn, der forbindes med andet end fodbold – faktisk forbindes det oftest slet ikke med fodbold mere. Silvio Berlusconi blev født i d. 29. september 1936 i Milano og har derfor et tilhørsforhold til AC Milan. Berlusconi er i skrivende stund i gang med sin tredje omgang som Italiens premiereminister. Første gang han bestred dette embede var fra 1994 til 1995. Anden gang var 2001 til 2006. Denne gang indtog han embedet i 2008 og sidder der som nævnt stadig. Derudover ejer han i dag firmaet Mediaset, der står bag tre store tv-kanaler i Italien. Han ejer også PubItalia, Italiens største reklamebureau, og Arnoldo Mondadori Editore, det største italienske forlag.

Hans engagement i fodbold startede tilbage i 1986. D. 20. februar købte han AC Milan og betalte den gæld, klubben havde på dette tidspunkt. Berlusconi reddede dermed klubben ud af de finansielle problemer, der var opstået i årene efter Totonero-skandalen. Ifølge La Guardia di Finanza var ACM tæt på at gå konkurs, hvis det ikke havde været for finansmandens opkøb af klubben.

De sidste gnidninger skulle overstås først, inden der kunne rettes op på de foregående års knap så gode resultater. Sæsonen efter Berlusconis overtagelse var der ingen Milano-hold i Europa, for første gange siden UEFA havde oprettet europæiske klubturneringer og den eneste gang sidenhen. Berlusconi annoncerede så i optakten til 86-87-sænonen, at han ville opbygge verdens bedste klubhold, en ambition der sidenhen er set hos både Real Madrid med deres Galaticos og hos Abramovich i Chelsea.

Han fik skrevet kontrakt med det hollandske trekløver Marco van Basten, Ruud Gullit og Frank Rijkaard, sidstnævnte kom dog først til klubben i 1988. Sammen med dem kom også de italienske stjerner Roberto Donadoni, Carlo Ancelotti og Giovanni Galli og den nye træner Arrigo Sacchi. Sammen med dem var allerede etablerede navne som Franco Baresi og klubbens nye stjerne Paolo Maldini, som tidligere nævnt søn af tidligere stjerne Cesare Maldini. Paolo Maldini havde fået debut godt et år før Berlusconis overtagelse af klubben, da Nils Liedholm, der var tilbage i sin tredje omgang som træner i klubben, gav ham debut d. 20. januar 1985, i en kamp mod Udinese, som indskifter for Sergio Battistini. Maldini var nu en spiller, der ofte var at finde blandt de elleve første.

Med disse spillere lykkedes det træner Arrigo Sacchi at føre Rossoneri til deres første mesterskab siden klubben havde opnået sin stjerne i 1979, i forsvarsgeneralen Franco Baresis gennembrudssæson. Dette skete i sæsonen 1987-88. Året efter vandt klubben sin tredje Europa Cup, efter finalesejr over Steaua Bucharesti på hele 4-0. Dette medførte igen at klubben fik lov at spille Intercontinental Cuppen, hvor det blev til den anden sejr, efter 1-0 over National de Medellin. Det afgørende mål blev scoret med bare et minut tilbage af den forlængede spilletid, af midtbanespilleren Alberigo Evani.

Og Milan var nu inde i en stime. De genvandt både Europa Cuppen og Intercontinental Cuppen i 1990, men måtte nøjes med en andenplads i det italienske mesterskab, to point efter et Napoli-hold med Diego Maradona. Året før var det blevet til en tredjeplads, men grundet sejren i Europa Cuppen havde de kvalificeret sig til turneringen. Disse flotte resultater lykkedes det Arrigo Sacchi at fremskaffe, blandt andet ved hjælp af en af de stærkeste bagkæder igennem fodboldens historie. Den bestod af de fire italienere: Mauro Tassoti på højre back, Alessandro Costacurta og Franco Baresi centralt og Paolo Maldini som venstre back. Foran dem lå spillere som Frank Rijkaard, Carlo Ancelotti, Roberto Donadoni, Angelo Colombo, Marco van Basten og Ruud Gullit. Dette var utvivlsomt et af verdens bedste klubhold i slutningen af firserne og starten af halvfemserne.

Gli Invincibili

Da Arrigo Sacchi i 1991 valgte at overtage landstrænerjobbet for Azzuri, skulle ledelsen i AC Milan have fundet en ny træner. Valgte faldt på den tidligere spiller for klubben, Fabio Capello. Capello havde været med i truppen, da klubben vandt sit tiende mesterskab i 1979. Dette var hans første job som træner, men det lykkedes alligevel at styre holdet til den ene succes efter den anden – hans hold fik tilnavnet Gli Invincibili – De uovervindelige.

I hans periode som træner for klubben lykkedes det at vinde Scudettoen tre gange i træk fra 1992 til 1994, med blandt andet en sæson som ubesejret i 1991-92. Denne periode spillede de også 58 kampe i træk uden nederlag, en rekord der strakte sig fra d. 19. maj 1991, hvor Bari vandt 1-0 hjemme i Bari, til 1-0-nederlaget hjemme til Parma d. 21. marts 1993 – den længste periode et hold er gået uden nederlag i Italien. Ironisk er det dog, at Milan startede den lange stime af kampen uden nederlag mod netop Parma, på hjemmebane d. 26. maj 1991 med et 0-0-resultat.

Også i europæisk sammenhæng var Gli Invincibili stærke. I 1993 tabte milaneserne Champions League-finalen med 1-0 til et senere skandaleramt Marseille-hold, der i samme sæson fik frakendt sit franske mesterskab og blev tvangsnedrykket. Året efter vandt AC Milan til gengæld turneringen, og det endda stort over et ellers rigtigt stærkt Barcelona-hold, under ledelse af Johan Cruyff, i finalen. For danskere var denne finale ekstra speciel, fordi der inden kampen var mulighed for at brødrene Laudrup kunne stå overfor hinanden.

Men grundet UEFA’s regel om maksimum tre udlændinge på banen og grundet skader hos AC Milan, kom ingen af dem med til kampen. Michael Laudrup mistede finalepladsen til stjerner som Ronald Koeman, Hristo Stoichkov og Romário. Brian Laudrup mistede sin til Marcel Desailly, Zvonimir Boban og Dejan Savicevic. Selvom Barcelona var favorit op til kampen, blandt andet i kraft af de netop havde vundet La Liga, endte kampen med en sikker 4-0-sejr til italienerne, der dermed tog den femte Europa Cup-titel, den første efter Champions League var blevet indført.

I den tredje udgave af Champions League og den 40. udgave af Europa Cuppen, gik Milan igen hele vejen til finalen (den første under navnet UEFA Champions League Final), for tredje år i træk. De gik ud af turneringen med nederlag til kun ét hold, og det selvom turneringen nu var udvidet til at indeholde 16 hold, mod otte året før.

For Capellos tropper viste det sig dog at være turneringens vindere, der ikke kunne overvindes. To gange i gruppespillet og til sidst i finalen måtte Milan strække våben overfor hollandske Ajax Amsterdam, der stillede op med en garde af fremtidens stjerner som Patrick Kluivert, Edgar Davids, Clarence Seedorf og Edwin van der Sar, for bare at nævne nogle få. Derudover var den tidligere Milan-spiller Frank Rijkaard også med, i hvad der var hans sidste kamp på topplan. Hollænderne endte med at vinde finalen på et mål af Patrick Kluivert efter 85 minutter, på oplæg af Frank Rijkaard.

Den efterfølgende sæson, Capellos sidste i hans første periode i klubben, vandt Milan det 15. mesterskab. Holdet bestod blandt andet af legender som Roberto Baggio, der var hentet ind fra Juventus, George Weah, hentet ind fra Paris Saint-Germain og Marco Simone, der havde været i klubben siden 1989. Milan vandt mesterskabet suverænt, med otte point ned til nærmeste forfølger fra Juventus.

Samme sæson måtte Marco van Basten endelig bukke under for sine ankelproblemer, ankelproblemer der havde holdt ham ude i to år. Han valgte at stille støvlerne på hylden i en alder af bare 30 år. Men for Milan-supporterne forblev han i deres hjerter, hvilket kunne ses, da han blev kåret til Århundredets Milan-angriber. Men som det var set før, en legende stoppede og en anden fik sit gennembrud. Dette var året hvor Massimo Ambrosini fik sit gennembrud.

Til forskel fra de to nu tidligere anførere for klubben, forblev han dog ikke udelukkende i klubben, da han i 1997/98 tog på et lejeophold i Vicenza. Sidenhen har han dog optrådt for udelukkende for AC Milan og for det italienske landshold. Samme år oprettede klubben også sin officielle hjemmeside, www.acmilan.com. Og sidst men ikke mindst var dette året, hvor Opel overtog hovedsponsoratet af klubben, et sponsorat der skulle vise sig at løbe indtil 2007, hvor den østrigske online-bookmaker bwin overtog.

Syv sæsoner – syv trænere

Efter Capellos afgang til Real Madrid, hentede klubledelsen uruguayanske Oscar Washington Tabárez i Cagliari. At skille sig af med Capello skulle vise sig ikke at være en succes, da holdet nu gik ind i endnu en dårlig periode – og det så kort efter perioden med Gli Invicibili. Efter under et halvt år i spidsen for Rossoneri, blev Tabárez fyret på grund af dårlige resultater. Hans afløser blev den tidligere succesfulde træner Arrigo Sacchi.

Sacchi vendte tilbage til Milano-klubben i 1996, efter at have stået i spidsen for det italienske landshold siden han forlod klubben i 1991. Hans største triumf var at føre landsholdet hele vejen til finalen ved VM i 1994, en finale der blev tabt på straffespark til Brasilien, blandt andet på et efterhånden berømt straffespark fra Roberto Baggio. Sacchi forblev dog kun i klubben til udgangen af hans comeback-sæson. Klubben sluttede på en skuffende 11. plads og dermed var Sacchi fortid i den klub, han tidligere havde ført til store triumfer.

Sacchis efterfølger på posten som cheftræner var endnu en ”gammel” kending. Efter at have forladt klubben året før, for at påtage sig rollen som cheftræner for mægtige Real Madrid i Spanien, vendte Fabio Capello tilbage til samme rolle i AC Milan. Han havde netop haft et succesfuldt år i Madrid, ved at have hjemført det spanske mesterskab til klubben. Han skulle nu forsøge at bringe succesen med tilbage til Milano, hvor han jo havde taget den med fra.

Milan havde sammen med ansættelserne af Sacchi og Capello fået fingrene i spillere som Edgar Davids og Patrick Kluivert, men holdet kunne bare ikke løfte sig op. Året efter den skuffende 11. plads forbedrede klubben sig dog, men langt fra så markant som klubledelsen ønskede. Capello forlod klubben på samme måde som sine to forgængere, med en fyreseddel i hånden. Rossoneri måtte tage til takke med en sæson hvor slutplaceringen var en 10. plads, hele 30 point efter mestrene fra Juventus. Oven i det gav Juventus milaneserne deres største hjemmebanenederlag i Serie A denne sæson, nemlig på hele 1-6.

Noget skulle der gøres for at denne stolte klub ikke skulle synke fuldstændig i grunden. Dette fik klubben til at kigge mod øst, hvor der i byen Udine fandtes en klub, der netop var blevet nummer tre i Serie A. Udineses cheftræner hed i 1997/98 Alberto Saccheroni og ledelsen i AC Milan besluttede sig for at hyre denne mand til at overtage efter Capello. Zaccheroni valgte at tage to af sine vigtigste spillere med fra Udinese, den tyske angriber Oliver Bierhoff og den danske forsvarer Thomas Helveg.

Zaccheroni valgte at spille i en mere utraditionel 3-4-3-opstilling, i modsætning til den mere gængse 4-4-2-opstilling, der oftest blev brugt. Denne opstilling skulle dog vise sig at være den rette opskrift til at få Milan tilbage til toppen af italiensk fodbold. Faktisk var opstillingen så effektiv, at han førte klubben til dens 16. Scudetto. Men den umiddelbare succes fra den første sæson blev ikke fulgt op de efterfølgende sæsoner. Han blev dog på posten indtil foråret 2001, hvor han blev fyret. Han blev afløst af Cesare Maldini, der var midlertidig træner resten af sæsonen.

Til 2001/2002-sæsonen ansatte klubben den tyrkiske træner Fatih Terim. Desuden hentede klubben en ren perlerække af spillere. Georgiske Kakhaber Kaladze, portugisiske Rui Costa, italienske Filippo Inzaghi og Andrea Pirlo, tyrkiske Ümit Davala, spanske Javi Moreno, rumænske Cosmin Contra og danskerne Jon Dahl Tomasson og Martin Laursen. Sidstnævnte blev hentet til klubben efter bare tre uger før, at være skiftet fra Hellas Verona til Parma. Fem måneder efter Terims ansættelse blev han dog fyret, nøjagtigt ligesom sine forgængere. Han havde ikke formået at indfri de forventninger, der var til ham, da klubben ikke lå i top fem på hans fyringstidspunkt.

Ancelotti-æren

Carlo Ancelotti – en kommende Milan-legende. Som spiller opnåede han 112 ligakampe for klubben, for hvem han også sluttede sin aktive karriere. I 1995 startede han for alvor sin trænerkarriere i Reggiana og med efterfølgende stop i Parma og Juventus overtog han i 2001 tøjlerne i Milan. Ancelotti fik i sin første sæson bragt Milan op på fjerdepladsen, efter at have overtaget fra Fatih Terim.

Siden hen lykkedes det ham at vinde både UEFA Champions League to gange og klubbens 17. Scudetto. Han blev den bare fjerde af de nu i alt seks personer, der har vundet Champions League som både træner og spiller. Han stod også i spidsen for det Milan-hold, der var en del af en af de mest overraskende Champions League-finaler i nyere tid, da Liverpool hentede Milans 3-0-føring og vandt finalen efter straffesparkskonkurrence. Ancelotti stoppede som cheftræner i 2009 for at varetage jobbet som manager for den engelske storklub Chelsea FC.

Nutiden og fremtiden

Efter Ancelottis aftrædelse som cheftræner, står Milan-klubben over for en ny epoke. Efter flere succesfulde år med bl.a. en Scudetto og flere internationale titler, skal holdet nu forsøge at bygge sig selv op igen. På grund af økonomien valgte ledelsen at sælge klubbens absolut største stjerne Káká til spanske Real Madrid tidligere denne sommer for det højeste beløb i klubbens historie. Men på trods af dette har klubben ikke forstærket sig voldsomt, men derimod kun hentet den hollandske angriber Klass-Jan Huntelaar og den amerikanske forsvarsspiller Oguchi Onyewu.

Og skal Berlusconis udmeldinger tages alvorligt, kommer der heller ikke flere til. Men det har mange klubledere sagt igennem tiderne, hvor det sidenhen har vist sig, at det ikke holdt vand.

Klubbens nye træner Leonardo, den gamle spillere for klubben, skal forsøge at arbejde videre med de resultater Ancelotti fik lavet og klubbens ledelse må forventes at håbe på, at Leonardo kan gøre det endnu bedre end hans forgænger, og forgængere, og muligvis endda kunne skubbe lokalrivalerne fra Inter ned af Scudetto-tronen, som de har siddet på i fire år.

Efteråret 2009 vil vise, om Leonardo kan få styr på sine tropper. Rutine mangler der ikke, selvom Maldini ikke længere er at finde i truppen. Til gengæld findes spillere som Inzaghi, Gattuso, Nesta, Kaladze og Seedorf mfl. stadig i truppen. Om rutinen er nok kan ses når sæsonen er færdigspillet, men ligegyldigt spillermaterialet, vil klubben altid gå efter at vinde mesterskabet, denne sæson vil ikke være anderledes.

Som en sidste ekstra bemærkning skal det nævnes, at AC Milan har trukket to trøjenumre tilbage. Det drejer sig om nummer 3, der tilhørte Paolo Maldini, og nummer 6, der tilhørte Franco Baresi. Førstnævnte kan dog komme i brug igen, hvis en af Paolo Maldinis børn skulle komme i førsteholdstruppen i klubben.

Statistik:



Kommentér



Top-menu
Menu