Наши партнеры

Menu



CL-gennemgange: Internazionale

FC Internazionale Milano

Fakta:

Grundlagt: År 1908

Dragtfarver: Sort og mørkeblå

Manager: Roberto Mancini

Født: 27. november 1964

Nationalitet: Italiener

Tidligere klubber:

Fiorentina: 2001-2002

Lazio: 2002-2004

Stadion: San Siro

Kapacitet: 85.700

Bedste præstation i Champions League:

Mestre i 1963/1964 og 1964/1965.

Inters præstationer i denne sæson:

Serie A:

Man fristes næsten til at sige status quo. Inter ser ligeså uovervindelige ud som i sidste sæson. De har endnu, ligesom sidste år, ikke tabt en kamp i Serie A, og de har formået at score 43 mål, samt kun lukket 13 ind. De fører pt. Serie A med 49 point efter 19 kampe, og med 7 point ned til Roma.

Sidste sæson gik snakken på at Inter var succesfulde pga. den store italienske skandale, der bl.a. resulterede i at Juventus blev tvangsnedrykket, og Milan mfl. startede med minuspoint. I denne sæson har Inter modbevist alle, og henrykker de hårde italienske kritikere med flot spil. Meget skal gå galt, hvis ikke Inter skal køre deres tredje Serie A-titel hjem i år.

Champions League:

Inter blev trukket i gruppe G med Fenerbahce, PSV Eindhoven og CSKA Moskva.

På papiret en overkommelig gruppe, selvom Inter de forrige år har skuffet gevaldigt i Champions League-regi. Det startede da heller ikke godt for milaneserne. 0-1 i Fenerbahce, og straks gik spekulationerne i Italien på, hvorvidt Inter ikke kunne magte både hjemlig- og europæisk succes.

To mål af Zlatan Ibrahimovic, og en 2-0-sejr på hjemmebane mod PSV blev vendepunktet, og Inter vendte ryggen til kritikkerne. Fem sejre, ti mål og kun tre indkasseret, og Inter stod med 15 point, en sejr i gruppen, og en plads i 1/8-delsfinalen. Her venter så Liverpool, men hvis Inter fortsat kan magte godt spil i Serie A og Champions League, kan Liverpool få det svært.

Sammenligning:

Overbevisende spil i både Champions League og Serie A. Inter kan få succes i begge, hvis de kan overvinde deres kompleks med kun at præsterer i en turnering hvert år. Tiden må vise om det er tid for europæisk succes for lillebror i Milano.

Analyse af Inter Milan:

Mange regner Inter for at have den bedste og stærkeste trup i verden. Og det forstår de at udnytte. Med solidt forsvarsspil, en kreativ midtbane og målsøgende angribere. Styrken ved Inter ligger i, at holdet fungerer som en solid enhed på banen. Selvom flere førsteholdsspillere mangler den ene dag, kan reserverne uden tvivl løfte opgaven for dem. Svagheden hos Inter kan ligge i den manglende evne til at præstere i både Serie A og Champions League. De sidste par sæsoner har budt på et såkaldt kompleks netop i Champions League, hvor Inter fejler, når der er absolut mindst brug for det. Det har bl.a. resulteret i nederlag på reglen om udebanemål mod de to spanske klubber Villarreal og Valencia, men denne sæson kan meget vel være vendepunktet.

Holdet:

Målmænd:

Julio Cesar er førsteholdsmålmand, og brasilianeren ligger på et flot internationalt niveau. Francesco Toldo har betegnelsen luksusreserve skrevet overalt på sig.

Forsvar:

Zanetti, Materazzi, Chivu og Maicon er A-forsvaret, men med spillere som Cordoba, Burdisso og Walter Samuel er Inter godt dækket ind mht. skader og karantæner. Zanetti kan også rykkes frem på banen, det samme med Maicon, og det kan i nogle tilfælde resultere i Cordoba som backspiller. Alle konstellationer fungerer for Inter.

Midtbane:

Figo, Vieira og Cambiasso er alle tre startere når de er fit for fight. Maxwell, Solari og Stankovic deles om venstrefløj, dog mest med sidstnævnte som starter. Vieira besidder evnen som oprydder, mens Cambiasso er den mere teknisk betonede af de centrale spillere. Figo, der efterhånden er blevet en ældre herre, fodrer angriberne med sukkerindlæg fra højreside, og besidder samtidig et godt skud. Når Inter stiller op med stærkeste opstilling, er det sjældent at de ikke er mest i boldbesiddelse. Det sørger midtbanen for.

Angreb:

Den ubestridte stjerne på holdet er Zlatan Ibrahimovic. Med sine fantastiske driblinger, og øje for sine medspillere, er han en fryd for øjet på banen. Crespo, Suarez, Adriano og Julio Cruz skiftes til at danne makker med Zlatan. Dog er Adriano udlejet til Sao Paulo resten af sæsonen. Cruz, er en ægte centerforward, med masser af mål i støvlerne. Han starter dog sjældent inde. Crespo bliver ved med at imponere, trods alderen, og han er transferfri til sommer, da Chelsea ikke ønsker at forlænge. Derfor kan lejeaftalen, der holder ham i Inter, muligvis blive skiftet ud med en permanent aftale.

Profiler:

Zlatan Ibrahimovic:

Født: 30. oktober, 1981

Nationalitet: Svensker

Tidligere klubber:

Malmö FF: 1999-2001

Ajax: 2001-2004

Juventus: 2004-2006

Transferbeløb: 188 mio. DKK

Zlatan er en fantastisk spiller med fremragende teknik, et godt hovedspil og et godt skud.

Han har for alvor fået gang i sin målscoring, siden skiftet fra Juventus, og samtidig er han en fremragende oplægger.

Han fodrer sine medspillere med spilninger i dybden, indlæg og bruger tit sin finurlige teknisk til at sætte flere spillere af på samme tid. Han var en af de bedste spillere i sidste sæson. Både på og udenfor banen, besidder Zlatan en stor selvtillid, og han kan mange gange fremstået som flabet overfor journalister. Derfor falder han tit i clinch med medierne. Ikke desto mindre er han en fremtidens mand i Inter, hvor han dag for dag får mere ansvar. Der går ikke mange år før, Zlatan bliver kåret som ”Verdens Bedste Fodboldspiller”.

Esteban Cambiasso:

Født 18. august 1980

Nationalitet: Argentiner

Tidligere klubber:

Independiente: 1998-2001

River Plate: 2001-2002

Real Madrid: 2002-2004

Cambiasso er central/defensivmidtbane. Med et fantastisk overblik splitter han modstandernes hold i to, med fart og teknik. Han er om nogen generalen på Inter-holdet, og er virkelig trådt i karakter, siden skiftet fra Real Madrid. Han er en såkaldt okse på banen, og knokler for hver bold. Derfor er han også fast mand på Argentinas landshold. Han fremstår også som playmaker, og hovedspillet fejler hele ikke noget. Han er en kende langsom, men det opvejer hans teknik for. Inter skal holde fast på Cambiasso, da han er en åbenlys holdspiller.

Konklusion:

Hvis Inter kan transformere sig til et hold, der kan spille godt både i Serie A og Champions League, bliver de svære at stoppe. De skal møde Liverpool i 1/8-delsfinalen, og de kan få det svært i England. Men på hjemmebanen San Siro skal Liverpool kæmpe, for ikke at få en lussing af et nederlag. Jeg spår Inter som kvartfinalist.

Skrevet af Alexander Bech



Kommentér

5 kommentarer til “CL-gennemgange: Internazionale

  1. Peter Bruun siger:

    en lækkert skrevet artikel, selv om det ikke er den mest neutrale artikel. Man kan tydeligt læse at det er en som er fan af holdet, som ikke nødvendigvis direkte ødelægger artiklen, men ihvertfald gør den lidt hoverende/ pralende at læse. Det er ikke fordi at jeg ikke er enig i de ting som bliver belyst, men havde man valgt at skrive artikleren som en schweizer og ikke en italiensk fan, så havde den også været mere detaljeret, omkring blandt andet sammeligning, som virker meget fattig, i og med at der kun er skrevet 3 linier, det siger for lidt. Konklusionen er også lidt for ensidig, til en ellers velskrevet artikel, som jeg fik meget godt ud af på trods af en hvis favorisering.

  2. Peter Bruun siger:

    Man vil nok gå hen og kalde mig for en flueknepper, Men en spiller dragt består af mere end trøjen så spillerdragtens farver er blå, sort og hvid.

  3. Peter Bruun siger:

    ups, got a little bit carried away there, bare stryg det med dragten 😉

  4. Peter Christensen siger:

    Hvis man absolut, og jeg mener ABSOLUT, skulle sætte et minus ved denne artikel, så er det, at den mangler spillerprofilvurderinger fra den kritisk side. Jeg er enig i alt der står i artiklen, men alle fodboldspillere har svagheder.

  5. Alexander Bech siger:

    Hehe, ja , det har du skam helt ret i. Cambiasso er langsom, og Zlatan har stadigvæk en egocentreret dreng indeni. Men det gør dem ikke til dårligere fodboldspillere. 😉 De har så mange andre ting at byde ind med, at det næsten, og jeg skriver NÆSTEN, opvejer for deres svagheder… Ellers tak for kommentaren.. Det er altid godt med lidt konstruktivt kritik.



Top-menu
Menu