Наши партнеры

Menu



CL Gennemgang – Valencia

Skrevet af Mikkel Exner

Valencia

Fakta:

Grundlagt: 1919

Dragtfarver: Hvid

Manager: Quique Sánchez Flores

Født: D. 5. februar 1965

Nationalitet: Spanier

Tidligere klubber:

Getafe CF: 2003-2005

Stadion: Estadio Mestalla

Kapacitet: 53.000

Areal: 105×70 meter

Bedste Champions League præstation:

Runners-up i 1999-00, 2000-01.

Valencias præstationer indtil nu:

Primera Division:

Valencia fik en meget skuffende start i Primera Division. I lang tid rodede de rundt ved en midterplacering, og det hjalp ikke at de fik mange af stjernerne skadet. De har dog fået rettet op på det, og med et par overbevisende sejre, ligger de nu nr. 5 med 27 point.

Champions League:

I Champions League lagde Valencia ud med 3 sejre, i de 3 første runder, mod Olympiakos, Roma og Shakhtar Donetsk. Valencia var på rette vej, dog skuffede de mod Shakhtar i 4. runde, hvor det kun blev 2-2. Runden efter blev dog til en sejr over Olympiakos, og Valencia var videre. Vigtig sejr for Valencia, da de kunne spare spillere mod Roma, hvilket resulterede i et 1-0 nederlag. Men Valencia endte på 1. pladsen i gruppen, og spillet har været overbevisende.

Sammeligning:

Valencia har haft en del problemer med skader, og det kunne sagtens have resulteret i en 3. plads i Champions league. Men de viste at de har klassen til at begå sig, og i den hjemlige liga er de også begyndt at se farlige ud, og banker på døren til top 4, der giver den gyldne chance for Champions League.

Analyse af Valencia:

Styrke og svagheder:

De fleste ville sige Barcelona, Real Madrid og Valencia, hvis de blev spurgt om de spanske tophold. Det har de dog ikke altid været, de var i stor krise i 80’erne hvor de bl.a. rykkede ned, og var i store økonomiske vanskeligheder. I 90’erne arbejdede de sig tilbage og fik i 2001/02 deres første mesterskab i 31 år. Herefter viste de sig at være seriøse udfordrere til titlen og genvandt den i 2003/04.

Valencia består af en masse gode og stabile spillere, og har et af Spaniens bedste forsvar, og en hurtig og teknisk midtbane. Deres største force er siderne, både højre og venstre side er lynende hurtige både i forsvaret og midtbanen, og det er også her det meste er spillet bliver bygget op. De har også et godt og målfarligt angreb, med Spaniens nok allersikreste angriber, David Villa, der altid er en trussel. Valencia er et meget stabilt hold, der desværre har været plaget af en masse skader, deriblandt Villa og andre fra deres førstehold. Disse er dog ved at være kampklare igen, og Valencia hungrer efter at vise, at de er et af Spaniens bedste hold.

Holdet:

Målmænd:

Den 37-årige levende legende, Santiago Cañizares, er stadig Valencias førstevalg på målmandsposten, og har for nylig forlænget kontrakten til 2009. De har dog en fremtidssikring i den franske Ludovic Butelle, der slås om reserveposten med Juan Luis Mora.

Forsvaret:

Valencias forsvar er et af de mest stabile i La Liga, men i år har det været plaget af skader, ligesom resten af holdet. De har en forholdsvis ung venstre back, i Asier Del Horno, der tidligere har spillet i Chelsea. På højre backen har de den sprudlende Miguel, der har været et rigtig godt køb for spanierne. Midterforsvaret styres af det unge supertalent, Raúl Albiol, og den ældre og meget erfarne, Roberto Ayala, der nok snart skal byttes ud.

Midtbanen:

På midtbanen er Valencia også i besiddelse af et par gode spillere. På de centrale pladser spiller anføreren, David Albelda, der er defensivt orienteret, ved siden af Rubén Baraja der er en anelse mere offensiv. Valencia har nogle dygtige fløje, især venstrefløjen Vicente er værd at ligge mærke til, med sin hurtighed og gode teknik er han en evig trussel. På højrekanten bruger Valencia den lynhurtige Joaquín. Backuppen er Silva, et ungt talent der er ved at slå igennem hos Valencia.

Angrebet:

I Angrebet løber Valencias absolutte stjerne rundt i form af David Villa. Den 25-årige spanier prioriterer højt, på mange storklubbers ønskeliste. Specielt hos Chelsea har han været meget eftertragtet, pga. af hans måløje og stabilitet. Hans makker plejer at være Angulo, men med købet af Morientes er der mere kamp om pladsen.

Profiler:

David Villa:

Fakta:

Født d. 3. december, 1981

Nationalitet: Spanier

Tidligere klubber:

Sporting de Gijon: 2000–2003

2003–2005: Real Zaragoza

Transferbeløb: 90,6 mio. DKK

David Villa er meget eftertragtet i de engelske storklubber, specielt Chelsea og Liverpool forsøger ihærdigt, at slå en handel af med Valencia. Villa er da også en af de bedste angribere i verden og er noget nær komplet. Han er en exceptionel afslutter både med hovedet og med fødderne, samt hurtig og teknisk. Han behøver næsten intet plads for at finde vejen til netmaskerne, hvilket sætter et hvert forsvar på hård prøve. Det bliver svært for Valencia at holde på denne fantastiske angriber, da mange storklubber er parate til at punge ud.

Vicente:

Fakta:

Født d. 16. juli, 1981

Nationalitet: Spanier

Tidligere klubber:

UD Levante: 1997-2000

Transferbeløb: Ukendt

Vicente er Valencias lynhurtige venstrekant, en meget vigtig brik for spanierne, da han med sin hurtighed og teknik, udfordrer forsvarerne gang på gang. Og med hans indlæg er han også en vigtig del af spillets opbygning, hvor han skaber en del chancer. Vicente stråler af talent, hvilket selvfølgelig har vagt interesse hos de allerstørste klubber. Klubber som Barcelona, Manchester og Liverpool har alle forhørt sig om den 25-årige spanier, men Valencias høje krav har fået dem til at trække sig en smule. Dog kommer de til at få svært ved at holde på ham, hvis han fortsætter sine gode takter.

Konklusion:

Valencia har et rigtig godt hold, med kvalitet over hele linien. De har et stærkt forsvar, en kreativ midtbane og et meget målfarligt angreb. Valencia er og har været meget plaget af skader, så vinterpausen har været rigtig vigtig for Valencia. Når de skadede spillere begynder at komme i topform igen, ligner Valencia en meget stærk modstander både i Primera Division og Champions League. Valencia har været i finalen to gange før, men har aldrig vundet turneringen. Selvom de har et godt hold, ligner modstandere som Manchester, Barcelona og Chelsea en al for stor mundfuld for de ambitiøse spaniere, men hvis de overlever Inter, kan en heldig lodtrækning sagtens fører til en finale plads. De har potentiale til at vinde over Inter, og hvis de gør det kan de sagtens nå til semifinaler.



Kommentér



Top-menu
Menu