Наши партнеры

Menu



CL Gennemgang – PSV Eindhoven

Skrevet af Mikkel Exner

PSV Eindhoven

Fakta:

Grundlagt: 1913

Dragtfarver: Rød og hvid, lodrette striber

Manager: Ronald Koeman

Født: D. 21. marts, 1963 (43 år)

Nationalitet: Hollænder

Tidligere klubber:

Vitesse Arnhem: 2000-2001

Ajax Amsterdam: 2001-2005

SL Benfica: 2005-2006

Stadion: Philips Stadion

Kapacitet: 36.500

Bedste Champions League præstation:

Mestre i 1987/88

PSV’s præstationer indtil nu:

Eredivisie:

PSV ligger klart foran i ligaen, p.t. med 11 point ned til Ajax. PSV har vundet mesterskabet de to sidste år, og det vil ikke komme som en overraskelse hvis det bliver 3 på stribe. De efterfølgende hold ligger meget tæt, og kun 5 point skiller nr. 2 og nr. 5.

PSV har været meget overbevisende og har kun tabt 1 ud af de foreløbige 20 kampe.

Champions League:

Efter 6 runder var PSV klar til 1/8 finalerne, 10 point havde de skrabet sammen, hvilket resulterede i en 2. plads. Deres præstation har været blandet og Liverpool var deres eneste seriøse modstander. De tabte til Bordeaux, som p.t. ligger på en 8. plads i ligaen, på hjemmebane og deres præstation har ikke været særlig overbevisende. Men videre kom de og tiden vil vise om det var mere held end forstand.

Analyse af PSV:

Styrke og svagheder:

Ajax er Hollands mest vindene hold, men i de senere år har PSV været en smule stærkere, og i år har de også lagt sig i front, med et ret stort hul ned til Ajax.

PSV har en del tidligere hollandske stjerner, som Kluivert, Cocu og Reiziger, 3 aldrende herrer hvor Reiziger stadig spiller regulær førsteholds fodbold. PSV har ikke et decideret svagt punkt, men skulle man fremhæve noget, er det nok deres midtbane, mens deres forsvar er deres klart største force. De har et fint hold der spiller stabilt i den hollandske liga, men når de skal ud i Europa kniber det lidt, da der ikke er nogle der holder holdet oppe. Der er simpelthen ikke den nødvendige kvalitet til at begå sig mod de store hold, dog Koeman gør det godt med de spillere han har til rådighed. Hvis man skal fremhæve noget skal det nok være deres defensiv, både målmanden og forsvarerne har spillet utroligt stabilt denne sæson, og i ligaen har de kun lukket 8 mål ind i 20 kampe.

Holdet:

Målmænd:

En Brasilianer er at finde på målmandsposten i form af Heurelho da Silva Gomes, og denne har været meget stabil de to seneste sæsoner, hvilket har været et kæmpe plus for PSV. Med sine 25 år er han forholdsvis ung af en målmand at være, og har stadig sine bedste år til gode. Oscar Moens fungerer som reserve.

Forsvaret:

PSV har det klart bedste forsvar i Eresdivisien, det er ikke folk man hører om til daglig, men ikke desto mindre har de vist sig at være meget stabile. Reiziger og Alex er for det meste førstevalg i midterforsvaret. Reiziger er en gammel landsholdskending, som desværre ikke bliver yngre med årene. Venstre backen er den mexicanske Carlos Salcido, fysisk og hurtig med en aggressiv spillestil. Jan Kromkamp er PSV’s højre back, der inden for de sidste to år har spillet i 3 klubber

Midtbanen:

Den defensive midt, Timmy Simons, spiller ved siden af den 20-årige Ibrahim Afellay. De to udgør de centrale pladser hos PSV, mens Edison Méndez tager sig af venstre side. I højre side spiller den australske Jason Culina for det meste. Lige udenfor døren står en gammel herre med en stor næse, denne mand er den tidligere verdensstjerne Cocu, der stadig har lidt i benene. Han bruges som reserve, og med sin store erfaring kan han nogle gange komme ind og få sammenhold på midtbanen igen. Han står sammen med den unge og forhåbningsfulde Ismaïl Aisatti, dette supertalent kommer tættere og tættere på en startopstilling, hvis PSV altså formår at holde de glubske storklubber væk fra den 18-årige guldfugl.

Angrebet:

I angrebet spiller Perus største stjerne, den kun 22-årige Jefferson Farfán. Den unge peruaner spiller sammen med Arouna Koné fra Elfenbenskysten, der er et år ældre en Farfán. Hvis en af disse skulle gå hen og blive skadet, er Diego Tardelli klar. Den 21-årige brasilianer sidder på bænken sammen med den noget ældre hollandske stjerne, Patrick Kluivert. Et godt angreb med masser af talent, som PSV kommer til at nyde godt af senere hen.

Profiler:

Jefferson Farfán:

Fakta:

Født d. 26. oktober, 1984

Nationalitet: Peruaner

Tidligere klubber:

Alianza Lima: 2001-2004

Transferbeløb: 15 mio. DKK

Jefferson er Perus allerstørste stjerne og en vigtig del af PSV. I denne sæson har han været topholdets farligste angriber og har indtil videre nettet 12 gange. Han er hurtig og god teknisk, samt han har nogle gode afslutninger, og et super langskud. Dødboldspecialist er måske meget sagt, men han har et godt frispark, og er sikker på straffe. Udover de tekniske kvaliteter er han også fysisk stærk, og bliver sjældent træt. Dette gør at han udover at spille angriber, sagtens kan gøre sig på begge fløje.

Jefferson er ung og stadig i udviklingsfasen, og der går ikke længe før de store klubber vil forsøge at sikre hans underskrift.

Heurelho da Silva Gomes:

Fakta:

Født d. 15. februar, 1981

Nationalitet: Brasilianer

Tidligere klubber:

Cruzeiro: 2002-2004

Transferbeløb: Ukendt

Gomes er en af de vigtigste grunde til PSV’s to seneste mesterskaber, og i år han har også hjulpet dem godt på vej. Kun 8 mål er der blevet scoret imod PSV i den hjemlige liga, og Gomes kan tage æren for denne fantastiske statistik. Gomes er med sine 191 cm. en høj herre og det gør at han har rigtig godt styr på luftspillet, og da han også er stærk holder han god ro i feltet. Hans reflekser er i top, plus han er meget smidig hvilket resulterer i nogle fantom redninger. Han kan alt det der kræves af en topmålmand, og er med til at gøre PSV’s defensiv til den klart bedste i Holland.

Konklusion:

PSV har et af de bedste hold i Holland, men så stopper den også her, da de ikke har kvaliteterne til at matche de store klubber fra England, Spanien og Italien. Deres forsvar springer i øjnene som deres klart stærkeste kæde. PSV kan med en god portion held klarer sig videre til kvartfinalerne, men så heller ikke længere. Kun hvis modstanderholdet bliver ramt af voldsomme skader, eller for deres spillere udvist, for niveauet er bare ikke højt nok i PSV’s mandskab.



Kommentér



Top-menu
Menu